Foreningen ”Musik Under Trappen” fik som bekendt et tilskud fra den pulje, som Hjørring Kommune frigav i december.
En pulje der skal virke som en forebyggende indsats mod ensomhed i Julen. En tid som for de fleste mennesker er præget af Covid-19 og Corona-restriktioner.
Musik Under Trappen allierede sig med Skaga FM, og fik sat i scene, at man – for en enkelt aften – skulle relancere lytterønske programmet ”Koldtvandsbruseren”, som oprindeligt blev sendt på Skaga FM ( Radio Hirtshals ) fra 1990 til 2004.
Programmet løb af stablen 2. juledag, lørdag den 26. december med radiovært Henrik Ledet i studiet, og en god flok telefonpassere, som havde travlt hele aftenen med at snakke med glade mennesker.
”Vi var utrolig spændte på, hvordan folk ville tage imod programmet. Det er trods alt 16 år siden ”Koldtvandsbruseren” sendte for sidste gang. Men det blev en kæmpe succes med totalt udsolgt af hilsner, hvilket vil sige 61 sange i løbet af aftenen. Det var helt fantastisk,” fortæller Henrik Ledet, radiovært på Skaga FM.
”Vi har i fællesskab besluttet at indtægterne fra lytterønskerne – i alt 61 x 50 kr = Kr. 3.050,- skulle gå et et velgørende formål, og valget er faldet på den lokale LIONS Club, som netop har fået overrakt checken,” supplerer formand for Musik Under Trappen, Rasmus Jespersen.
”På vegne af LIONS vil vi gerne takke for det fine initativ med relancering af ”Koldtvandsbruseren”. Tak for et godt program, og mange tak for den fine donation, og vi glæder os til at formidle pengene ud til folk, som har ensomhed inde på livet i denne underlige Corona-tid, tilføjer Præsident for LIONS Hirtshals, Jesper Christensen.
”Koldtvandsbruseren” var i første omgang en ”one night only happening”, men Henrik Ledet & Co. vil bestemt ikke afvise, at programmet finder vej i æteren ved andre specielle begivenheder.
”Koldtvandsbruseren” havde premiere på daværende Radio Hirtshals den 15. september 1990 og sendte hver lørdag til og med Nytårsaften 2004. Programmet har i løbet af ca. 700 udsendelser opfyldt omkring 40.000 lytterønsker. Langt de fleste ”Koldtvandsbruser” udsendelser blev præsenteret af Henrik Ledet. Skaga FM sender 24 timer i døgnet på FM 105,0 – 105,6 – 106,7 – kabel, netradio: www.skagafm.dk og App’en: ”MereRadio”.