Er du mellem 18 og 27 år, kan man i uge 37 komme gratis ind på Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring.
Museet deltager i det landsdækkende initiativ K7, som giver gratis adgang for unge på en lang række kulturinstitutioner herunder 200 museer landet over.
K7 står for Kultur i 7 dage, uge 37 og op til 27 år. På Vendsyssel Historiske Museum er der således gratis adgang for unge tirsdag-fredag og søndag i uge 37. Man skal blot downloade sit gratis K7-kort på K7’s hjemmeside og medbringe det på museet.
Indenfor kan man opleve, hvordan livet under besættelsen udfoldede sig i Hjørring og i Vendsyssel, man kan opleve den dramatiske historie om Thomas Bisp, som slog sin kone ihjel med rottekrudt, se udstillingen om de første kvindelige fotografer i Danmark, Færøerne og i Island, og dykke ned i den vendsysselske kraniekult i jernalderen.
I cafeen er der hjemmebagt kage, og man kan sætte sig i museumshaven og nyde kagen og kaffen i det smukke sensommervejr. Så der er al mulig grund til som ung at lade vejen gå forbi Vendsyssel Historiske Museum i uge 37.
Foto: VHM.