Årets konfirmander i Hirtshals har længe været i gang med at forberede sig til den store dag. Torsdag var alle på besøg hos Grønfeldt værksted & galleri.
Her skulle de unge mennesker arbejde kreativt med det konfirmationsord, de hver især har valgt. Det er tydeligvis altid en utrolig spændende proces, fra at sidde med en blank ler kakkel, til de fineste små kunstværker.
Som Joan sagde i sin indledning: “Denne kakkel er jeres, I bestemmer, hvordan den skal se ud. Det er en gave fra kirken, og næste gang I ser den, er til jeres konfirmation i kirken, hvor den er blevet brændt og ligger i en smuk æske.”
Alle konfirmanderne og sognepræst Bjarne Hougaard havde en skøn og kreativ formiddag hos pottemager Joan Grønfeldt Kristensen.
Foto: Hirtshals Sogn.