Hjørring Kommune hylder den store ungdomsfodboldturnering Dana Cup, og den lokale netavis NordsøPosten stemmer i med billeder til kommunens flotte ord. Godt Gået!
Det var en pudsig følelse at cykle gennem Hjørring her i morges, for der var ikke mange mennesker i gaderne,
MEN der var alligevel en helt speciel atmosfære – en spændende sitren på grund af det faktum, at lige om lidt går det løs. For som de fleste måske ved – Det er Dana Cup-uge. Mandag aften regner vi med cirka 30.000 mennesker til åbningen på Nord Energi Arena.
Vi er parate til at tage imod, og fra i dag vælter det ind med gæster, der vil være med til at fejre 40-års jubilæet for Dana Cup. Hele godt 1.100 fodboldhold med spillere, trænere, hjælpere og forældre har meldt deres ankomst, og vi plejer at fordoble byens indbyggertal i uge 30. Det bliver bare SÅ fedt.
Så herfra skal lyde en bøn og et ønske om, at vi alle tager godt mod vores gæster. Vær hjælpsom, kast et smil og et ”hej” og hjælp Hjørring med at vise sig fra sin gode side. Tak!
Hjørring Kommune vil også gerne rette en særlig tak til folkene fra Dana Cup, Fortuna og alle de andre foreninger, virksomheder, forretninger og private, som slider hårdt i denne uge, men som også har arbejdet hårdt for Hjørring Kommune i nu 40 turneringer. Det er godt gået…..
NordsøpPosten var forbi lige før, at det gik løs. God Dana Cup!