Første gang Musik Under Trappen løb af staben var i 1999. Altså kan arrangørerne her i 2022 bryste sig af, at de for 22. gang afholder Musik Under Trappen.
Konceptet for den ugelange musikfestival har altid været at tilbyde gode musikoplevelser med fri entré – og igennem en kombination af mere eller mindre kendte navne at skabe plads til dem, der ikke er så kendte igen, og også til dem, der næsten lige har fået dannet et orkester.
Arrangementet har kun kunnet lade sig gøre på grund af en utroligt stor opbakning fra det lokale handelsliv, de lokale foreninger og frivillige, og ikke mindst de utroligt mange gæster fra nær og fjern, som har besøgt Musik Under Trappen. Det er efterhånden blevet en fast tradition for mange, at deres sommerferie skal tilbringes heroppe netop for at kunne deltage i festivallen.
Alle musikere – udover onsdagens hovednavne – har altid spillet uden at få andet for det end en øl og et par pølser fra grillen omme backstage. Det er bestemt ikke D’angleterre, de kommer ind på. Men alle bakker gladeligt op, fordi de ved, at arrangørerne netop bruger Musik Under Trappen til at skabe et overskud, som de bruger til blandt andet øvelokalerne i Den Svenske Sømandskirke, til løbende igennem året at arrangere koncerter i byen og til igennem årene fortsat at forsøge at forbedre arrangementet.
Snart gør de det som nævnt for 22. gang. 7 dage, 29 koncerter – og alle med fri entré. 22 år med masser af musik, masser af god stemning og masser af glade gæster – og det kan næsten ikke ses, at nogle af bestyrelsesmedlemmerne er blevet lidt ældre med årene.