For hundrede år siden på kanten af en ny tids komme kunne man stadig finde fragmenter af den forladte verdens sagn og sange i øde egne på den jyske hede.
Når skumringen kom og eftertanken krøb frem fra mørket i de simple huse spredt i lyngens landskab sad småkårsfolk og syslede i det sparsomme lys mens de stille sang de glemte fortællinger om ond lykke og øm kærlighed de selv havde hørt sunget i den samme skumring af generationerne forud.
Fra skolestuen i Gjellerup tog folkemindesamleren Evald Tang Kristensen på ensomme vandringer i våde hjulspor gennem lyngen fra gård til gård. Med hastig håndskrift indsamlede han det hørte i det sparsomme lys i de tarvelige stuer i håbet om at sange og sagn kunne fanges ind og leve videre på papiret inden de sidste stemmer klingede ud.
År senere vendte han tilbage til hedens huse nu i følgeskab med unge opkomlinge som slæbende på tidens nyeste teknologi ville holde de furede ansigter og rå stemmer i live på glasplader og voksvalser.
Hedens jævne folk med navne, der nu klinger af fjern fortid – Jesper Skrædder, Lovise Sørens-datter, Johanne Kirstine Pedersdatter – sang gennem tragten på Edisons Phonograph brudstykker af deres viser ind i den bløde voks på de dyrebare valser.
På det Kongelige Bibliotek ligger sange og ansigter nu gemt i de mørke arkiver. Og valserne med stemmer i voks klonet til skiftende tiders nyeste teknologi venter på den dag de igen bliver båret frem i lyset fra en ny tid.
Stemmer i Voks er kort fortalt et koncertforedrag fra 2/3 af kernen i Sorten Muld; sanger Ulla Bendixen og komponist Martin Ottosen.
Lyset er sat på de kraftfulde sagn og sange, som stadig levede blandt hedens småkårsfolk ved 1900-tallets begyndelse – og på den mand, der viede sit liv til at samle disse folkeminder op, før de endegyldigt forsvandt; nemlig Evald Tang Kristensen.
Fortællingen flettes sammen med parrets nærværende nyfortolkninger af sangene fra de rå fonografoptagelser. Instrumenter som trædeorgel, mandolin, nøgleharpe, jødeharpe, og let forstemt klaver understøtter sangenes tidløse historier, som – på trods af hverdagens hårde slid og små kår – besynger menneskets ukuelige stræben efter lykken og kærligheden.
Pris 200 kr. for billetter via Place2Book eller på tlf. 61264446 hos Kaosfabrikken.