Til næste arrangement skal tilhørerne hos Støtteforeningen Kornets Hus mange tusinde år tilbage i tiden, når afdelingsleder og souschef, Peter Hambro Mikkelsen, fra Moesgaard Museum kommer og holder foredraget, som han kalder Markens grøde – om dyrkning i forhistorien.
De sidste godt 6000 år har kornet nemlig leveret hovedparten af den næring, som er fortæret af befolkningen her i landet. I foredraget vil der derfor blive fokuseret på de arkæobotaniske fund, som gennem analyser af forkullet korn fra arkæologiske udgravninger har bidraget med meget ny viden om, hvordan oldtidens bønder dyrkede ageren.
Enestående fund, som moseligenes maveindhold eller korn og ukrudt i jernudvindingsovne, samt de mange bopladsfund over hele landet, har efterhånden tegnet et meget detaljeret billede af bøndernes hverdag, hvor succes eller fiasko har været helt afgørende for overlevelsen.
Samtidig har kornet sat betingelserne for mange aktiviteter, lige fra hvor man bosatte sig til markernes placering, udvikling af redskaber, opmagasinering, hustyper og meget andet, som efterhånden fremgår i de arkæologiske udgravninger.
Til dette og efterårets andre arrangementer åbnes dørene en halv time før, hvor man er velkommen til at gå rundt og opleve huset.
Foredraget er torsdag den 7. november kl. 19 til 21 i Kornets Hus på Guldagervej 501 syd for Hjørring.
Pris for Støtteforeningens medlemmer: 100 kr. – for ikke medlemmer: 150 kr.
Der serveres økologisk kaffe/te og lækkert brød eller kage til foredraget.
Køb billet på hjemmesiden hos Kornets Hus
Eller skriv til: foreningen@kornetshus.dk