Børnebiffen.dk hedder tjenesten, som Hjørring Bibliotekerne siden 1. december har tilbudt sine lånere. Her finder I både kendte og elskede karakterer som Cirkeline, Orla Frøsnapper, Lili, Vitello og Hunden Ib, men også nye bekendtskaber som Ronja på fem år, hvis far er soldat, eller drengen Wili, der har Downs syndrom.
Film fra hele verden
Kortfilmene varer typisk mellem 5 og 25 minutter – en passende længde til en hyggestund i sofaen, når I har været ude at lege i vintervejret eller venter på familiebesøg. Filmene er nøje udvalgt over en årrække af Det Danske Filminstitut og rummer en række forskellige stilarter, udtryk og fortællinger. Filmene kommer fra Danmark og mange andre lande som f.eks. Tyskland, Sverige, Slovakiet, Frankrig, Spanien, Australien og Sydkorea.
Der er ingen begrænsninger på, hvor mange film man kan se, så I kan bare slå jer løs. Ligesom med tjenesten Filmstriben logger I ind på Børnebiffen.dk med jeres bibliotekslogin. Siden er fyldt med flotte og stemningsfulde billeder fra de mange spændende film, og den er enkel for børnene at klikke rundt på – alene eller sammen med en voksen.
Også juletema
Børnebiffen.dk byder også på en række julefilm – bl.a. ”Højt fra træets grønne top” med Cirkeline og den vidunderlige animationsfilm ”Snemanden”, hvor en lille dreng til sin forundring opdager, at den snemand, som han har bygget i sin have, er vakt til live.