Varehuset A-Z i Hjørring har til Kræftens Bekæmpelse samlet 21.950 kroner ind takket være stor opbakning fra såvel kunder som personale.
– Vi besluttede i ledelsesgruppen at gøre noget ekstra, og vores mål var et sted mellem 10-000 – 15.000 kroner. Så vi er meget glade for, at vi endte på næsten 22.000 kroner, fortæller den nye varehuschef Erik Jensen.
– Vi er meget taknemmelige for, at så mange kunder og medarbejdere har støttet den gode sag. Vi solgte for eksempel ja-tak tilbud på vores Facebook med 36.000 følgere, hvor beløbet gik ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse. Medarbejderne har i kantinen haft mulighed for at købe lodder til for eksempel biografture, padel og meget mere, hvor pengene gik til det gode formål.
A-Z i Hjørring er som det eneste varehus under det navn en del af det dansk-ejede Salling Group, der under vingerne også har Netto i Danmark, Polen og Tyskland, dagligvarekæderne føtex og Bilka samt Salling Stormagasiner, legetøjskæden BR og tilknyttede netbutikker i Danmark blandt andet skagenfood.dk. Herudover driver virksomheden franchise-kæderne Starbucks og Carl’s Jr.
Kunderne hos Bilka og herunder A-Z i Hjørring har indsamlet i alt over 200.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse.
I oktober har samtlige Bilka-varehuse, herunder A-Z i Hjørring, i Danmark haft fokus på at indsamle penge til Kræftens Bekæmpelse, hvor Bilka Næstved har indsamlet det højeste beløb. Det blev i alt til over 200.000 kroner.
Bagagerumsmarked, auktioner på Facebook, mulighed for at vinde en indkøbsvogn og meget mere. I oktober og især den seneste uge har kunderne mødt flere forskellige tiltag i Bilka på tværs af landet, hvor den har stået i Kræftens Bekæmpelses tegn.
Kunderne har nemlig via de mange forskellige initiativer i Bilka haft mulighed for at donere penge til Kræftens Bekæmpelse, og det er blevet til intet mindre end 200.485 kroner.
– Det er fantastisk, at vores kunder har bidraget med så mange penge. Forskningen har brug for pengene, så vi kan få bekæmpet sygdommen, og jeg glæder mig over, at vi har så gode kunder, som på den måde har bidraget flot til indsamlingen. Kræft er noget, vi alle kommer i berøring med på den ene eller anden måde i løbet af livet. Det er vigtigt, at vi tør tale åbent om sygdommen. Vi skal ikke være bange for at tale om kræft. Det værste er faktisk det usagte, og mange er bange for at spørge, siger direktør i Bilka, Mark Nielsen.
Flot bidrag fra Næstved
Af de 200.485 kroner har Bilka Næstved bidraget med flest penge ud af de 19 A-Z og Bilka-varehuse på tværs af Danmark.
– Det er blevet til 29.615 kroner, som er kommet ind via liveauktioner på Facebook, lykkehjul hvor kunderne har haft mulighed for at vinde præmier, deltagelse i lodtrækningen om indkøbsvogn med varer samt personalebidrag, fortæller varehuschef i Bilka Næstved, Lizette Lahrmann. Indsamlingen har kørt i hele oktober, og især liveauktioner på Facebook har været en stor succes, som kunderne har været meget begejstrede for.
– Vi blev enige om, at vi ville være den Bilka i Danmark, som samlede flest penge inde, og det lykkes. Det er vi rigtig glade og stolte over. Kunderne har bakket rigtig flot op om vores initiativer, og alle i varehuset har bidraget til at få indsamlingen op at stå – alle har virkelig brændt for det. Vi har også delt rigtig mange af vores personlige historier på vores Facebook-side, for vi har jo alle i en eller anden grad været i berøring med sygdommen, siger hun.