Lola og Ketty inviterer i hele efterårsferien til kræmmermarked med nyt og gammelt i Bådhuset ved Tversted Strand.
Der er åbent alle dage klokken 11-16, og der er gode chancer for at gøre en god handel med både retro, genbrug samt helt nye, hjemmelavede ting og brugte sager.
NordsøPostens lokale medarbejder kiggede forbi en eftermiddag, hvor en god håndfuld gæster kiggede indenfor. Der blev talt flere sprog – også vendelbosk – og interessen var stor for mange spændende ting blandt andet samlinger af Anders And blade, bøger, fint tøj, julepynt og maritime genstande.
Det er dog ikke muligt at købe de flotte redningsveste, der pynter i Tversted Bjærgelaugs fine hus, for de skal være klar til brug, når redningsbåden stævner ud.
Foto: Palle W. Nielsen.