Danmarks Statistik har her til morgen offentliggjort nye tal for anmeldte indbrud i 2. kvartal 2022. De landsdækkende indbrudstal for 2. kvartal viser en stigning på 5 pct. i forhold til samme kvartal sidste år.
Billedet ser heldigvis anderledes positivt ud i Hjørring Kommune. Her har der i andet kvartal været et fald fra 28 til 18 indbrud, men nedenfor følger en række gode råd til yderligere at knække kurven.
Hjælp dig selv og naboerne mod indbrud i sommerferien
Sommerferien er højsæson for badelande og ferieparker, men desværre også for indbrudstyve.
– Sommerferien er normalt et af de tidspunkter på året, hvor indbrudstyvene har mest travlt. Men ser vores hjem beboede ud, og hjælper vi hinanden i kvarteret med at hilse på ukendte ansigter og spørge ind til fremmedes ærinde på vejen, kan vi sammen skræmme tyvene væk. Fra en aktuel rapport ved vi, at det, en tyv frygter allermest, er at blive set, siger Britt Wendelboe.
– Aktiv nabohjælp er et af de mest veldokumenterede og effektive midler mod indbrud, og vi ved også fra undersøgelser, at der er en sammenhæng mellem gode naborelationer og tryghed. I sommerferien gælder det om at få talt med sine naboer om, hvornår I hver især er bortrejst, så I lige kan tage en runde om hinandens huse, slå græsset, smide affald i skraldespanden og tømme postkassen. Rådene er hørt før, men det er dem, der virker, og godt naboskab er det allerbedste værn mod indbrud, siger Anette Aaby Hansen, chefkonsulent i Nabohjælp.
Et godt råd er også at undgå høje hække og hegn tæt ved huset, da det giver en tyv alt for gode muligheder for at gemme sig.
Undgå ferieopslag på sociale medier, mens huset står tomt
Holder du ferie væk hjemmefra, så vær varsom med at dele feriebilleder og -opslag på sociale medier, mens du er afsted, supplerer Britt Wendelboe:
– Også indbrudstyve er på Facebook og Instagram, hvor de er på udkig efter ubeboede huse. Så selvom du gerne vil dele dejlige ferieoplevelser med venner og bekendte, så gem opslag og billeder, der indikerer, at din bolig står tom, til du er vel hjemme igen, siger Britt Wendelboe.
De netop offentliggjorte indbrudstal fra Danmarks Statistik kan ses her: https://www.statistikbanken.dk/STRAF11
Bo trygt har i fællesskab med Rigspolitiet udviklet 5 gode råd mod indbrud:
1. Vær en aktiv nabohjælper
- Tænd lys ude, og trim hækken
- Gør det svært at bryde ind
- Brug sikre betalingsformer, når du køber brugt
- Ring 114 ved mistanke om indbrud
Læs mere om, hvordan du kan forebygge indbrud, på Botrygt.dk.