Billedkunstner Laila Pallisgaard og keramiker Joan Grønfeldt har sammen med en stor flok tilmeldte poder fået en forrygende start på Børn og Kunst Sommerskole i Hirtshals.
Børnene lærer i løbet af ugen om lerets egenskaber og teknikker både ved langbordet og ved drejebænken. Der undervises endvidere i primærfarverne og farvecirklens muligheder, når der tegnes med soft pastel kridt.
Leret var således forleden ugens første materiale og disciplin, idet de 20 børn fremtryllede de skønneste havvæsner så dagens lys hos Grønfeldt værksted & galleri.
– Sommerskolens flotte nye logo klædte de flittige sommerskolekunstnere. Og var bestemt værd at lade fotografen forevige. Fantasien bobler og stemningen er i top hos de 20 sommerskolekunstner, lyder det fra Laila Pallisgaard.
Tirsdag bød programmet på strandtur med fund af strandede underbukser samt anvendelse af boremaskine, limpistoler og selvfølgelig god forplejning.
Efterfølgende byder sommerskolen, som er arrangeret af aftenskolen Vendsyssel – Frititid for alle og støttet af Region Nordjylland, på performancekunst med Inga Gerner Nielsen. Performancen vil være inspireret af de foregående dage, for kunst er også ensbetydende med at bruge ord og krop.
Fredag er der afslutning på ugen med fernisering i Sømdanskirken. Ferniseringen er for alle, der har tid og lyst til at opleve, hvad børnene har arbejdet med hele ugen.
Foto: Vendsyssel – Frititid for alle.