Tannisbugt Hallen i Bindslev danner i weekenden rammen om en spændende udstilling med fokus på kreativitet, fjerkræ og hobby.
Lørdag den 12. og søndag den 13. oktober kan besøgende opleve et væld af kreative boder, lokale foreninger og racefjerkræ.
Hele hallen vil summe af liv og inspiration, når Vendsyssel Fjerkræklub slår dørene op for en weekend fyldt med oplevelser for hele familien. Udstillingen byder på et bredt udvalg af stande med alt fra husflid og kunsthåndværk til antik og retro. Der vil være mulighed for at møde lokale kunstnere og kunsthåndværkere, der præsenterer deres unikke kreationer.
Blandt udstillerne finder man Vendsyssel Husflid, Kreative Vendelboere, Antik og Retro, Kunst fra Christian Lautrup, Bindslev Gl. Elværk, Danmarks Kaninavlerforening, Det Kreative Hus, Kniplinger, Portrætmaler, Kunst lavet af drivtømmer og mange flere
Derudover vil der være et grønt område med høns, hvor man kan opleve forskellige racer af fjerkræ.
Åbningstiden er lørdag fra 12.30-16.00 og søndag fra 10.00-15.00.
Der er en beskeden entre på 30 kroner for voksne. Børn under 15 år er gratis.