Kalenderen siger sommer, og det betyder ferie for mange, og hen over sommeren har man kunnet møde Vendsyssel Kunstmuseums mobile formidlingsstation, VKM ArtCamp rundt om i landsdelen, skriver TV2 Nord.
ArtCampen er et mobilt kreativt værksted, indrettet i en campingvogn. Torsdag havde den kreative campingvogn fundet sin plads i gågaden i Hjørring, hvor folk strømmede til.
– Campingvognen er et naturligt blikfang og tiltrækker blandt andet med de mange Poul Anker Bech motiver, der er på vognen. Folk kommer de hen og kigger og sætter sig ned og er kreative, og det gælder både børn og voksne. Det er dejligt, og det er også lutter positive tilbagemeldinger, vi får fra folk, når vi på den her måde rykker ud og møder folk der, hvor de er, fortæller museumsinspektør Kirsten Maagaard, Vendsyssel Kunstmuseum.
Inspireret af aktuel udstilling
Sommerens aktiviteter tager udgangspunkt i Vendsyssel Kunstmuseums aktuelle særudstilling Dødedans med samtidskunstner Frodo Mikkelsen.
Og med inspiration fra kunstnerens farverige tegneserieunivers kan børn og deres voksne kreere alt fra piratflag over solsikker til cowboys.
Årets sommertogt har indtil videre bragt ArtCampen til blandt andet Tornby Strand og Rubjerg Knude, og sidste chance for at opleve det rullende kreative værksted er torsdag 3. august, når den kommer forbi Tårs Skole.
Opkaldt efter Poul Anker Bech
Og museumsinspektøren opfordrer folk til at holde øje med museets kreative campingvogn – for man må gerne blive fristet til mere kunst, kultur og kreativitet.
– Det er rigtigt vigtigt for os at være synlige der, hvor folk er, netop i forhold til, at folk får lyst til at komme og besøge os inde på museet, siger museumsinspektør Kirsten Maagaard, Vendsyssel Kunstmuseum.
ArtCampen blev indviet i april i sidste år, hvor den fik navnet ‘Knud’ efter ét af Poul Anker Bechs nok mest kendte malerier. Projektet er støttet af Ny Carlsbergfondet.
Kilde: TV2 Nord.