Soroptimist International Hjørring vil også takke deres meget trofaste kunder, som kom tilbage og støttede deres tombola.
– Vi fik et meget flot overskud, selvom vi kun havde åbent 4 dage om ugen. Overskuddet går nu direkte til kvinder og piger i Ukraine. Soroptimist International of Europe er allerede til stede i de fleste europæiske lande, herunder Rusland og Ukraine, fortæller præsident Else Marie Nielsen.
Under indsatsområdet ”Stop Vold mod Kvinder og Piger” står Soroptimist International Danmark sammen med andre soroptimistunioner og -klubber i Europa for at skaffe hjælp til alle de kvinder og piger, der flygter fra konflikten og volden i Ukraine.
Pengene går til de projekter, som klubber/unioner i Soroptimist International Europe allerede har igangsat eller vil igangsætte i grænseområderne op til Ukraine. Der er Soroptimistklubber i Ukraine, Polen, Jugoslavien, Slovakiet og Moldova. På den måde kan de hjælpe direkte og uden mellemled og administrationsomkostninger.
Ved væbnede konflikter lider kvinder og børn uforholdsmæssigt. Konflikten og forholdene i Ukraine er ubærlige. Kvinder og børn er særligt sårbare. De fleste må klare sig selv, da alle drenge og mænd i alderen 18-60 år er beordret til at blive i Ukraine for at deltage i krigen.
– Vi frygter for sundhed og trivsel for millioner af kvinder og piger, der kan lide skade, tab af deres hjem og deres job, fordrivelse, tab af skolegang og død. Kvinder er langt mere sårbare over for krigsforbrydelser end mænd. Vores organisation Soroptimist International Europe (SIE) opfordrer staterne til fuldt ud at respektere menneskerettighederne for alle kvinder og piger i Ukraine, som det fremgår af Europarådets menneskerettighedskonvention, som alle Europarådets medlemsstater er enige om at tilslutte sig, herunder Rusland og Ukraine, uddyber Else Marie Nielsen.


