Af Kristian Bøgsted
Udlændingeordfører
Danmarksdemokraterne
Regeringen har i årevis talt om en stram udlændingepolitik – men i praksis har vi set det modsatte. Alt for mange misbruger vores tillid og velfærd, og det skaber utryghed i vores samfund. Det dur ikke.
Derfor har vi i Danmarksdemokraterne fremlagt 45 konkrete forslag, der har ét klart mål: at sikre, at Danmark forbliver Danmark. Vi foreslår blandt andet permanent grænsekontrol og skærpet kontrol i lufthavne. Det handler om sikkerhed og ansvar.
Vi vil stoppe spontant asyl og i stedet hjælpe reelle flygtninge i nærområderne. Det er både mere retfærdigt og langt mere effektivt.
Vi vil sætte ind mod parallelsamfund, religiøs kontrol og særkrav, der undergraver sammenhængskraften. Der skal ikke være plads til bederum på skoler, kønsopdelt svømning eller ekstremistiske miljøer.
Og vi vil stille klare krav til dem, der ønsker dansk statsborgerskab. Man skal bakke op om vores samfund og værdier – ikke bare nyde godt af dem.
Ytringsfriheden skal også beskyttes. Derfor foreslår vi at afskaffe både racismeparagraffen og koranloven.
Det her handler ikke om symbolpolitik. Det handler om at tage ansvar – og om at føre en udlændingepolitik, der virker.


