Af Kristian Bøgsted
Folketingsmedlem for Danmarksdemokraterne
I sidste måned kunne jeg læse i medierne, at to ud af tre irakere i Danmark mellem 50-67 år modtager førtidspension. Det tal kom meget bag på mig, og jeg bliver ærlig talt forarget over det. For hvordan kan det være, at hvis man sammenligner med tallene for danskere i samme aldersgruppe, så er det kun en ud af ti, der modtager førtidspension.
Vi i Danmarksdemokraterne har sammen med de andre blå partier foreslået en kulegravning af området. For os er det vigtigt at få vurderet, hvor mange af de ikke-vestlige indvandrere, der sidder i sofaen, når de burde være ude og arbejde. Derfor har det også glædet os, at Venstre har lovet at vende alle bunkerne, men lige nu kan det ikke lade sig gøre, fordi Socialdemokratiet har været med til at indføre en pause for frakendelse af førtidspension.
Vi skal have gjort op med den berøringsangst, der er, når det kommer til førtidspensionen for ikke-vestlige indvandrere. Når man kommer til Danmark fra et andet land, så skal man tage vores værdier til sig. Og det er ikke en dansk værdi at stræbe efter førtidspension.
Systemet har svigtet, fordi man i alt for mange år ikke har turdet stille krav til indvandrerne. Det skal vi have lavet om nu. Danmarksdemokraterne skal nok stemme for, hvis regeringen bliver enig med sig selv om at vende bunken med førtidspensioner til ikke-vestlige indvandrere.
Det undrer mig, hvorfor regeringen vil ikke tage ansvar for at få gennemgået tildelingerne og frakendelserne af førtidspension og sikre, at alle ikke-vestlige indvandrere, der har fået førtidspension, rent faktisk er berettiget til det.