Den konservative 1. viceborgmester Per Møller er ikke den eneste, der har en holdning til opførelsen af den nye Kulturskole ved siden af Vendsyssel Teater.
– Der er intet i vejen med projektet og behovet er der også, men stod det til Venstre, skulle projektet vente til bedre tider. Der er en masse rundt omkring i vores kommune der trænger, og 35 mio. kr. er mange penge, lyder det fra Venstres borgmesterkandidat Søren Smalbro.
– Det bliver spændende at følge. Som fremført adskillige gange, da jeg var i byrådet og formand for området, håber jeg virkeligt ikke at det bygges for småt. Man skal gøre tingene rigtigt første gang – det er alt for dyrt at gøre om, lyder det til gengæld fra Kasper Maarup Andersen, der for nylig meldte sig under de liberale faner hos Venstre.
– Den oprindelig plan var af økonomiske årsager at halvere skolens størrelse, hvilket jeg var yderst bekymret for. Derfor anbefalede jeg også at udskyde arbejdet. Hvor man endte, efter jeg stoppede, ved jeg ikke, men håber virkeligt, at det gøres ordentligt første gang, tilføjer Kasper Maarup Andersen.
Partifællen Claus Mørkbak Højrup havde hellere set, at lokalpolitikerne udskød dette projekt et par år, og at finansieringen var kommet på plads gennem en ordinær budgetproces, frem for at finansieringen blev stemt igennem af et flertal, som han vel at mærke ikke tilhører, uden for den normale budgetperiode i Hjørring Kommune.
– Dermed ikke sagt, at jeg ikke vil have en ny musikskole, for det vil jeg, bare konstrueret på en anden måde, størrelsesmæssigt og finansieringsmæssigt, fatslår derfor Claus Mørkbak Højrup.
Link til tidligere artikler