Mens havnebyens store arrangementer som Musik Under Trappen og Fiskefestival samt Lions Turistfiskeauktion og reelt også Naturmødet har været lagt ned under coronakrisen, har flere mindre aktører især hos Hirtshals Handel & Erhverv (HHE) og Hirtshals Turisme fået grå hår i hovederne for at finde på mulige tiltag, der kunne afvikles på trods af de gældende restriktioner udstukket fra Slotsholmen i København.
Her har det været voldsomt opmuntrende at iagttage, hvordan disse mindre aktører har udvist stor idérigdom og initiativlyst, men især en af disse har skilt sig særdeles positivt ud fra de andre. Allerede sidste år tog Per Windahl Jensen fra Hirtshals Kro således initiativ til at arrangere Musik Over Trappen, som på trods af vejrgudernes ugunst blev en succes både dengang og i år, hvilket måske gav HHE og Hirtshals Turisme blod på tanden og støtte fra Hjørring Kommune til at stable Musik ved Havnen på benene med lån af Hirtshals Kros store scene, der blev opstillet på kanten af Havnegade.
Initiativtagerne er traditionen tro lykkedes med at inddrage frivillige kræfter fra klubber og foreninger, men tilbage står altså billedet af især én lokal ildsjæl, hvis uomtvistelige pekuniære interesser i arrangementerne ikke kan skygge for, at han spiller en helt og aldeles central rolle for at holde liv i havnebyens sjæl. Mens politikerne iværksætter mere eller mindre vellykket byfornyelse og havneudvidelse, knokler ildsjælen rundt for at værne om byens DNA. Den ligger nemlig ikke mindst i de fredede bygninger hos Hirtshals Kro og i blodet hos lige præcis Per Windahl Jensen.
Det kan næppe være forbigået mange tilstedeværende gæsters opmærksomhed, hvor mange jern krofatter har haft i ilden gennem de seneste mange døgn kulminerende under afviklingen af først Musik Over Trappen og senest Musik ved Havnen. Per Kro har skullet holde styr på kreative musikere og sine egne ansatte for at servicere kroens mange gæster, men minsandten om ikke han samtidig præsterer at være en habil fotograf, hvilket dokumenteres nedenfor, idet han har foreviget højsæsonens to vel nok bedste arrangementer i Hirtshals.
Der er rigtig nok mange andre, ikke mindst som allerede antydet frivillige, samt HHE og Hirtshals Turisme, der bør roses, men i denne ombæring skal der altså leveres et af netavisens høje hatteløft for Per Windahl Jensen, som i en og samme person er reder, skipper, maskinmester, styrmand og matros hos Hirtshals Kro. Det er fastslået før på denne plads, men tåler sagtens gentagelse, at byens vitale organer nok ligger på havnen og i industrikvartererne, men dens kulturelle DNA findes fortsat på Hirtshals Kro.
Den har som tidligere omtalt dybe historiske rødder, men i de her år, hvor så meget rives ned og omkalfatres, akkumulerer den i helt særlig grad kulturel kapital. Lad os alle bidrage til at værne om de værdier!
Foto: Per Windahl Jensen.
Link til tidligere artikel
Kære Niels, tak for de mange rosende ord.
Det er næsten alt for meget, men netop lige til de omtalte arrangementer “Musik over Trappen” og “Musik i Havnegade” har jeg måttet søge hjælp, inspiration, og ikke mindst musikalsk know how hos min gode ven Chris Borup. Uden hans hjælp og entusiasme var disse arrangementer aldrig kommet op at stå.