Formanden for Hjørring Alliancen, Henrik Messmann, ærgrer sig over en artikel, der fredag aften blev bragt i NordsøPosten med overskriften ”Krumme overdrager Hjørrings gågade-tog til byens borgere.”
Formanden kan nemlig påpege misforståelser i artiklen, som netmediet dog – efter publicering af artiklen – har givet Hjørring Alliancen mulighed for at kommentere og præcisere.
Formanden siger indledningsvist, at billedet af seancen med Krumme, der overrækker togets nøgler til Lars Dam fra City Foreningen, ganske enkelt er taget på forkant.
– Hjørring Alliancen er fortsat retmæssig ejer af toget, og indtil vores advokat får udfærdiget overdragelsespapirerne, kan der i sagens natur ikke have været nogen overdragelse. Vi vil få vores advokat til at udfærdige sådan et dokument. Så overdragelsen kan ske officielt.
Henrik Messmann understreger, at det aldrig har været Hjørring Alliancens ønske, at toget skulle skrottes.
– Krummes opsigelse betød, at vi måtte genoverveje togets fremtid, og at vi indtil en løsning var fundet, kørte toget i remise.
Henrik Messmann er til gengæld træt af, at det af artiklen antydes, at der ingen aktiviteter har været i midtbyen hen over sommeren.
– Det er jo ganske enkelt ikke rigtigt. Hjørring Alliancen stod blandt andet bag ”Sommer by,” hvor der var aktiviteter hver eneste dag i seks uger, ligesom vi afholdt byfest, siger han.
Nye aktiviteter i støbeskeen
Hjørring Alliancens næste offentlig arrangement er den traditionelle lystændingsfest 7. november.
Den 23. oktober afholder Hjørring Alliancen et arrangement for medlemmerne.
– Her glæder vi os for alvor til at vise vores medlemmer, hvor langt vi er kommet med at implementerer den nye strategi, som blev vedtaget på vores sidste generalforsamling, slutter Henrik Messmann.

Om Hjørring Alliancen
Hjørring Alliancen er en medlemsejet forening, der samler handel, kultur, sport, gastronomi og turisme i fælles alliancer. Med udgangspunkt i fem styrkepositioner arbejder foreningen for at styrke Hjørrings attraktivitet gennem events og markedsføring – til gavn for både borgere, besøgende og erhvervsliv.


