JPS Entreprenørmateriel på Vandværksvej 25 i Hjørring har taget hul på den spændende opgave at efterse, servicere og klargøre Hjørring bys største turist-attraktion Krummetoget.
Togets styrmand Krumme, den tidligere bagermester Niels Erik Schmidt, er i sit 82. år klar til at køre toget og underholde store og små i og ved togets 25. jubilæumsår.
Der er ingen planer om at stoppe, og han glæder sig til, at Krummetoget er færdig med eftersynet på værkstedet hos JPS. Virksomheden på Vandværksvej har overtaget Skov- og Havemaskiner, hvor den store havetraktor, som toget er bygget op over, blev købt for 25 år siden.
Den 4. marts klokken 11.30 kommer toget på sporet igen med afgang fra den lille perron på Springvandspladsen, og det glæder mange sig til.
– Mange børn har spurgt, hvornår kører toget igen? Det er bare så skønt at være Krumme og vide, at det man laver er så populært og har været det i 25 år.
Hjørring Handels kendte grønne tog kører i sæsonerne hver lørdag og ved andre festlige lejligheder gennem byen med glade børn og voksne, som altid også får en lille gave og lidt snak med på turen.
Forrest ved klokken sidder den positive og altid glade lokomotivfører Krumme i sin flotte uniform med den røde jakke, den høje hat og de hvide handsker. Det er nok at se til!