Musikskolen sætter på mange forskellige måder vendelboernes kulturelle hovedstad på landkortet og er ifølge lokalpolitikerne med til at tiltrække nye borgere til Hjørring Kommune.
Sidste år kunne Hjørring Musiske Skole oven i købet fejre 50 års jubilæum og samtidig glæde sig over byrøddernes beslutning om opførelse af en helt ny musikskole ved siden af Vendsyssel Teater.
Musikskolen arbejder som nævnt også på rigtig mange forskellige niveauer i hele kommunen, hvilket blandt andet sker med tilbud om undervisning rundt omkring på store og små folkeskoler.
Vidste du eksempelvis, at skoleelever kan blive en del af deres skoles kulturcrew? Eleverne kan således komme med på kursus på Hjørring Musiske Skole. Her kan de lære, hvordan de præsenterer en begivenhed eller en event på deres skole.
Eller hvordan man laver reklame og PR på de sociale medier for de aktiviteter, der sker på skolen. Ligesom de kan lære at dokumentere events som videografer. Akkurat som de mange seje elever, der for nylig fik deres kulturcrewsdiplomer.
Har du lyst til at være en del af kulturcrew på din skole? Ligesom de seje elever, som forleden fik deres Kulturcrewdiplom. Snak med din lærer om det og lad hende kontakte Hjørring Musiske Skole.
Foto: Musikskolen.