Leif Lund Jakobsen har som teamleder i den endnu relativt nye afdeling Kultur og Event, hvorunder blandt andet også hører Naturmødet, fingeren på den kulturelle puls i hele Hjørring Kommune.
– Jeg vil gerne opfordre alle til at støtte op om det lokale kulturliv. Vores kulturinstitutioner og kulturelle foreninger er pressede på grund af hele coronasituationen. Husk, at I kan trygt gå på museum, til koncert, i teater og så videre. De passer godt på jer. Lad os passe godt på dem, lyder det således fra Leif Lund Jakobsen.
– Vi er midt i en situation, der både er præget af dyb alvor og samtidigt fuld af håb. For aldrig har vi haft mere brug for kultur end nu til at samle os i fællesskaber, hvad enten de er fysiske eller virtuelle. Og til at skabe håb og tro på fremtiden, tilføjer teamlederen ved Hjørring Kommune.