Kunst på Fyret var det allerførste udvalg, der blev etableret, efter at Fyret blev overtaget af Fyrfonden i 2008.
– Efterhånden kom andre udvalg til, som sammen med os, virkelig har gjort og gør sig umage for, med støtte fra bl.a. Fyrfonden, at skabe og formidle oplevelser af meget høj kvalitet. Vi har været og er forskellige grupper af frivillige, som sætter en ære i, at netop vores opgave bliver løst på allerbedste vis, med det formål at udgøre en del af holdet bag vores områdes smukkeste plet. I respekt for hinandens arbejdsområder, lyder det fra folkene bag Kunst på Fyret, som aktuelt tæller Henny Nielsen, Ninne Nielsen, Søren Friis, Hanne Selch, Sus Vandsted, Jane Christensen og Anna Kolind.
– Vi har været stolte af at bidrage til det nye liv, området i og omkring Fyret er kommet til at rumme, takket være Støtteforeningen. Det være sig vedligeholdet, kaffestuen, bunkergruppen og stensamlingen.
Kunst på Fyret takker derfor af hjertet:
- alle de lokale sponsorer, der har gjort det muligt hver eneste gang at tegne forsikring for værkerne, betale for transport af samme..nogle gange helt fra Færøerne og København, når det har været længst. Og sidst, men ikke mindst SUPERVIN, som har sponsoreret vin til ferniseringen hver eneste gang.
- alle de frivillige, som sammen med udvalget har været kunstvagter, og har taget imod gæster og fået dem til at føle sig velkomne – og som har stået for salg, når der for det meste er blevet solgt værker.
- Skiftende Fyrfondsbestyrelser for – indtil udgangen af 2024 at have gjort det muligt for os at tiltrække dygtige kunstnere ved at stille lejligheden på Fyret til rådighed, når vi har haft brug for det.
- Alle de dygtige kunstnere, der har gæstet de smukke rum og kunstnerne Søren Friis og Ninne Nielsen for at have kurateret 53 udstillinger via deres store netværk og kendskab til kendte billedkunstnere.
- Peter Jensen for altid at møde op og sørge for mikrofon og varme til vore ferniseringer.
- Alle de 53, der har brugt tid på at forberede talen til ferniseringen. Nogle har takket ja mere end en gang, herunder bl.a. Tidligere formand for kunstudvalget i Hjørring Kommune gennem godt 50 år, Troels Bidstrup Hansen.
- Alle 56000 gæster til vore ferniseringer og til udstillingerne i øvrigt.
Kunst på Fyret har årene igennem først og fremmest arrangeret udstillinger for at vise, hvad etablerede kunstnere har kunnet fylde Assistentboligens smukke rum med – og i anden omgang med salg for øje. Trods vores fokus på det første, har de alligevel i alt bidraget til Fyrfonden med 186.000 kr.
– Ja, vi tør faktisk godt sige, at vi er stolte over at have bidraget til at sætte Hirtshals Fyr på Danmarkskortet, hvad angår kunst. Vi har stået på tæer og har kunnet være med. Beslutningen om at stoppe har ikke været let, men vi har – som de frivillige, vi var været – ikke villet gå på kompromis med vore krav om høj kvalitet. Udstillingen med Elisabeth Ryde og Søren Ankarfeldt blev for os et værdigt punktum, uddyber folkene hos Kunst på Fyret.
Takket være den grundige formand Henny Nielsen ligger der mapper med plakater og omtale af samtlige udstillinger, samt gæstebøger fra alle 17 års arbejde. Alle materialerne bliver overrakt Støtteforeningen.
– Vi takker, har lukket og slukket, og ønsker Fyrfonden held og lykke med deres planer for udstillingslokalerne i Assistentboligen.