I samarbejde med den norske kunstner Marit Benthe Norheim har eleverne fra Sindal skole lavet omkring 500 såkaldte lerkalker, som skal hænges op ved byens bibliotek, skriver TV2 Nord.
Temaet for værkerne er elevernes personlige positive og negative oplevelser af coronapandemien.
Og i dag kunne de så se værkerne blive sat op af frivillige fra byens borgerforening samt internationale besøgende.
Det var første gang eleverne så deres værker færdige, siden de blev lavet.
Selvom det er Sindal Skole og borgerforeningen, som sammen står bag projektet, er det Marit Benthe Norheim, som har fundet på, hvad eleverne skulle lave.
Selvom hun ikke var sikker på, at det kunne lade sig gøre.
– Børn er jo så umiddelbare, og jeg tænkte, om det kunne være lidt for kompliceret at lave et dobbelt selvportræt med så mange tanker i, men de tog det så nemt, siger hun.
Modsætninger mødes
De såkaldte lerkalker er murstenslignende ler, som eleverne selv har formet og malet. Vigtigste punkt i opgaven – de skal vise den positive og negative side af pandemien.
Og det gør de.
Mens nogle har lavet dødningshoveder og solskin på hver sin side, har nogen lavet en sur og glad smiley.
– Det er så vakkert. Og han har jo forstået det. Han har sikkert snakket ved bordet om, hvad der er glad, og hvad der er trist. Så enkelt kan det også siges, fortæller Marit Benthe Norheim om en af lerkalkerne.
Det er elever fra alle årgange på Sindal Skole, som har taget del i projektet.
De har brugt to dage samlet i byens hal på at lave lerkalkerne.
– Det har været sjovt, spændende og nyt. Det er ikke noget, som vi lige laver hver dag, siger Lauritz Walther fra 8A på Sindal Skole.
Og det samme tænker de lidt yngre, som glæder sig til at vise det til mor og far.
– Det har været meget sjovt, jeg tror, de bliver stolte over at se det, siger Max Madsen og Mathilde Aaen, som begge går i 1A på Sindal Skole.
Familien inviteres
Selv laver Marit Benthe Norheim tre skytsengle, som skal være en del af elevernes personlige værker.
Det er ikke første gang, at hun samarbejder med børn i sin kunst.
Derfor ved hun i forvejen også, hvad der giver mening at sætte dem til.
– Børnene skal være i en proces, en bevidstgørelsesproces om indholdet. Det er ikke kun, at de skal lave noget, for det kan man altid gøre, men at man skal åbne horisonten og komme ud med tanken, som en kunstner gør, siger Marit Benthe Norheim.
Nu glæder eleverne fra Sindal Skole sig bare til at kunne vise resten af byen deres værker – og især familien.
Men først skal de frivillige kræfter bruge et par dage på at sætte de næsten 500 lerkalker op. Både tirsdag, onsdag og fredag i denne uge bliver afsat til projektet.
– Det er da fedt i stedet for, at det bare bliver pakket ned i et rum og står et eller andet sted. Så er det da fedt, at byen kan komme til at se det, og vi selv kan komme ned og se det med vores forældre. Og hvis det stadig er her, når vi selv bliver forældre, så kan de også komme ned og se det, siger Lauritz Walther.
Lerkalkerne forventes dog at være oppe til den 17. juni, hvor der afholdes fernisering for byens borgere og elevernes familier.
Kilde: TV2 Nord.