– At troen er håbet, er jeg ikke i tvivl om. Så netop sådan et sygehus, hvor vi reparerer det hele, der er der altså noget, der banker, og det er jo selve det, der giver livet. Og derfor synes jeg, at det er meget, meget fint, at man har det åndelige rum her.
Sådan sagde kunstner Bjørn Nørgaard, da han i dag besigtigede kirkerummet på det nye Aalborg Universitetshospital sammen med blandt andre biskop Thomas Reinholdt Rasmussen.
Bjørn Nørgaard har fået opgaven med totaludsmykningen af det smukke og farverige rum, som nu næsten kun venter på at blive indrettet, før det står helt færdigt i uge 41, hvorefter døren lukkes, indtil hospitalet efter planen indvies i 2026.
Kunstneren og biskoppen viste rundt og visualiserede, hvordan det hele kommer til at se ud med alter, stole og kunst. Biskoppen er glad for samarbejdet og fremhæver, at kirkerummene på alle supersygehusene faktisk er udsmykket af anerkendte kunstnere.
![Kunstneren Bjørn Nørgaard udsmykker kirkerummet på det nye Aalborg Universitetshospital 2](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/08/Thomas_Reinholdt_Bjoern_Noergaard_1_800x600.jpg)
Udsmykningerne kan bidrage til folk egen refleksion, både når de har brug for en stille stund og under gudstjenester og andagter i rummet.
– Folkekirken er der, hvor folk er. Så når folk er på sygehuset, så er vi her også. Vi har i forvejen tre sygehuspræster, som gør et stort arbejde, og som er utroligt efterspurgte, sagde han.
Biskoppen mener, at det er helt afgørende, at der er steder, hvor folk i krisesituationer, folk i svære situationer og folk i overgangssituationer, som hospitalet også er, har mulighed for at reflektere over den situation, de er i, og der er kirkerummet et vigtigt rum til det.
Rummet kan åbnes op på den måde, at den ene side væg kan skubbes til side, så der også bliver plads til større arrangementer.
– Så jeg håber og tror på, at folk bliver glade for det. Det bliver et meget flot og spændende rum. Jeg håber faktisk, folk slider på det og bruger det, for det er det beregnet til. Kirkerummet er jo ikke en kunstudstilling, det er et brugsrum, og det skal kunne bruges og anvendes.
Kirkerummet er finansieret af samtlige provstier i Aalborg stift, Salling Fondene, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Læs meget mere om udsmykningen og se flere fotos her hos Bjørn Nørgaard.
Kilde: Aalborg Stift.