Traditionen tro spiste kunstnerne til lørdagens Isskulpturfestival morgenmad sammen med handelschef Per Martensen fra Hirtshals Handel & Erhverv, hvilket i år var en lækker brunch hos Dorthe Schaltz på Café Bavværk.
Under morgenmaden og den gode kaffe blev verdenssituationen siden sidste års event vendt og drejet samt udfordringer og muligheder delt kunstnerne imellem, men også velmente drillerier var der tid til indbyrdes.
Lidt efter klokken 9 kunne handelschefen oplyse, at direktør og indehaver Uffe Nielsen fra Hirtshals Stevedore holdt klar med de store isblokke, som i år skulle stilles op på de fineste og nedefra oplyste piedestaler fremstillet af tømrermester Anders Münster.
Med Uffe Nielsens store erfaring i at håndtere tunge genstande blev de rektangulære isblokke behændigt og noget lettere end tidligere år gelejdet over på piedestalerne, hvorefter kunstnerne nu er klar til Iskulpturfestival 2024.
Efter en våd og grå morgen ser det ud til, at vejrguderne resten af lørdagen forbarmer sig med tørvejr i Hirtshals, hvor de første 150 børn får gratis billetter til Nordsøen Oceanarium.