Fredag den 15. juli åbner teltet kl. 12.00, hvorefter der kl. 13 inviteres til det traditionsrige sildebord, serveret af Mormors Restaurant.
– Der vil til sildebordet være mulighed for at købe blandt andet Bjergelavsbjesk og andre stærke drikke, der falder i god smag sammen med sild, fortæller Runi Haraldsen fra Tornby Bjergelav.
– Under sildebordet vil der være livemusik leveret af Chris Borup og Per Kasten. Sildebord og livemusik er gratis for alle. Når dagen når hen imod aftenen vil der være mulighed for at bestille mad fra Mormors Restaurant. Maden bestilles i baren og nydes i teltet. Her kan bl.a. bestilles den populære fiskekasse, med alt godt fra havet, lyder det videre fra Runi Haraldsen.
![Kurs mod strandfest i Tornby 2 Kaproning Bjergelav](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2021/11/Kaproning_Bjergelav.jpg)
Fredag aften byder på masser af stemning og musik leveret af DJ i de nostalgiske og historiske rammer.
Lørdag åbner teltet igen kl. 12.00, hvor der vil være underholdning for børn med blandt andet ballondyr og trylleshow.
Kl. 14.00 afholdes den traditionsrige kapsejlads på Tornby Strand, mellem de 3 bjergelav – Uggerby, Tversted og Tornby.
– Ved seneste kapsejlads løb Uggerby med sejren, med Tversted på en 2. plads og Tornby på 3. pladsen. I år vil vi fra Tornby Bjergelav forsøge at slå de aldrende roere fra de andre lav, og herved indtage 1. pladsen.
Kapsejladsen er betinget af vejret, fastslår Runi Haraldsen.
Når kapsejladsen er afsluttet vil der igen være gang i teltet, hvor Ronni Strøm Country n Ca$h vil spille op til den gode stemning.
Kl. 18.00 vil der for dem med købt spisebillet blive serveret en lækker buffet leveret af Restaurant Munch med 2 slags kød, 2 slags kartofler, salater og flutes. (Madbilletter købes hos Købmand Munch for 240kr. (250 stk. billetter til salg).
Kl. 21.00 går lokale NO GOOD på scenen, og hvis det går som det plejer, vælter bandet festen med deres fantastiske evner til at lave fest og farver, hvor dansegulvet plejer at være fyldt hele aftenen.
DER ER GRATIS ENTRE ALLE DAGE.
ENESTE BETALING ER TIL MADBILLET LØRDAG KL. 18.00. (Købes hos Købmand Munch – 240 kr.)
Har du ikke mulighed for at købe billetten fysisk i butikken, så send en besked mail til bjergelav@gmail.com, så kan de sende den med post. Minimum 18+.
Strandfesten er arrangeret af Tornby Bjergelav, hvorfor al overskud går hdertil.