Efter artiklen om Kurt Simonsens ansøgning om aktindsigt i årsrapporten fra Vendsyssel Teater har han onsdag modtaget svar fra Leif Lund Jakobsen, som er leder ved Kulturafdelingen hos Hjørring Kommune. Svaret ses i sin fulde ordlyd nederst i artiklen, mens Kurt Simonsens kommentarer til samme følger her:
“Jeg er blevet bekræftet i, at det drejer sig om et rent driftstilskud til nedbringelse af underskud oparbejdet før 30.06.2019 og Covid-19.
Begrundelsen i dagsordenen bliver pludselig ændret fra ”den negative egenkapital kan primært henføres til afledte Covid-effekter” til ”den negative egenkapital blandt andet kan henføres til Covid-19, der har vanskeliggjort Vendsyssel Teaters muligheder for at afvikle det oparbejdede underskud” (ifølge årsrapport 2018/19 på kr. -1,933 mill.).
Kunne afviklingen af det oparbejdede ”gamle” underskud ikke have ventet til efter Corona-krisen er overstået ? Ligesom andre kulturinstitutioner, sportsklubber og foreninger må og som styrtbløder under Corona-krisen.
Der foreligger temmelig sikkert også fine budgetter der udviser et pænt fremtidigt overskud i Vendsyssel Teater. Så hvorfor er det strengt nødvendigt med et driftstilskud nu til dækning af gamle underskud.
Jeg har stadig ikke modtaget svar på mit spørgsmål om på hvilket økonomisk grundlag beslutningen skal træffes i aften. Jeg bliver i svaret lovet, at jeg senere vil modtage et halvårsregnskab for perioden 01.07.2019 – 31.12.2019 som ifølge svaret afventer godkendelse af Vendsyssel Teater’s bestyrelse (et år og tre måneder efter 31.12.2019) !!
Det må betyde, at der heller ikke foreligger nogen form for regnskabstal for hele 2020 og som måske er begrundet i regnskabsomlægningen til kalenderåret ? Det vil også betyde, at offentligheden først får kendskab til Vendsyssel Teater’s økonomi for perioden 01.07.2019 – 31.12.2020 måske først i slutningen af 2021!
Hvis byrådet ikke på nogen måde er eller bliver informeret om Vendsyssel Teater’s økonomi efter 30.06.2019 vil jeg mene, at der i aften måske træffes en beslutning med bind for øjnene.”