Netavisens Torben Elling har igennem flere år været fæstebonde ved Herregården Odden, der som bekendt rummer Victor Petersens store samling af værker skabt af J. F. Willumsen.
Hvorvidt det er ancienniteten som fæstebonde, der har gjort udslaget, vides ikke, men i hvert fald er den gode Torben Elling nu som allerede antydet forfremmet til kustode og billetsælger eller rent faktisk og langt snarere til yderst kompetent rundviser ved den store samling lidt øst for Mygdal.
Kustoden er under alle omstændigheder også en person, der holder opsyn, vejleder publikum og udfører andre praktiske opgaver på et museum. Det var da også i lige præcis den rolle, at Torben Elling lørdag tog imod os og gav en kompetent og særdeles interessant rundvisning, hvis kvalitet bedst kan forklares ved det faktum, at vi hurtigt besluttede os for et snarligt gensyn, hvor vi skal have afsat flere timer til fordybelse i de mange rum med de fascinerende værker.
Selv om vi vidste, at der er tale om en privat samling af maler, billedhugger, fotograf, arkitekt, grafiker og keramiker J. F. Willumsens talrige skitser, forarbejder, studier og færdige værker med henved 1500 arbejder, så kom omfanget og rigdommen alligevel bag på os under lørdagens hurtige rundvisning.
Selv hvis man valgte at se bort fra værkerne, er den 500 år gamle herregård så afgjort et længere varende besøg værd, hvis man kommer forbi Mygdal mellem Hjørring og Hirtshals. Udstillingen er åben hver dag mellem kl. 10 og 17 på Oddenvej 31 ved Mygdal.
Foto: Niels Skipper.
Link til tidligere artikel
Torben Elling stiller op med Bjeskteam NordsøPosten til Årets Bjesk