Lidt før klokken 01 natten til søndag kom en fiskekutter i havsnød nord for Hanstholm. Det fortæller vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter Thomas Larsen.
Skibet havde fået slagside, fordi lasten af endnu ukendte årsager havde forskubbet sig. Der var ikke hårdt vejr, men situationen var alvorlig, og de fire fiskere om bord gik i redningsbåden, efter der var meldt alarm.
Der blev sendt en redningshelikopter til stedet, der bragte de fire mænd sikkert i land. Ingen kom til skade ved havariet.
Holdes oven vande af luftboble
Fiskekutteren er nu delvist sunket, men bliver holdt oppe af en luftboble i skroget, lyder det fra den vagthavende officer.
Redningsskibet Vestkysten fra Thyborøn ligger i øjeblikket ved fiskekutteren for at overvåge, der ikke sker udslip til havmiljøet fra det havarerede skib, og der er også overvågning fra luften.
Redningstjenesten afventer nu nærmere besked fra fiskekutterens forsikringselskab, der skal tage stilling til skibets bjærgning.
Fartøj sejlede tidligere under HG 204
Trawleren Aggersøe var fra 1959 til 1972 hjemmehørende i Hirtshals Havn som Tobis HG 204, oplyser Preben Andersen til NordsøPosten.
Kilde: TV2 Nord.
Foto: FiskerForum.