Af Erik Krage
Spidskandidat
Lokallisten
N C Jensensgade 5
Hirtshals
Grafen ovenfor er lavet på baggrund af Hjørring Kommunes egne tal for befolkningsudviklingen i perioden 2021-33, hvor antallet af personer over 80 år stiger med 56% frem imod 2033. Antallet af personer i alderen 67-79 år stiger med 9%, men det værste er næsten at personer i den erhvervsaktive alder 17-66-årige, altså dem der primært skal bidrage til velfærden, falder med 12%.
Allerede i dag kommer 35 øre af hver krone vi bruger i kommunen fra statslige puljer og tilskud, og hvis ikke der sker en kursændring i det nye byråd, så vil denne del skulle øges til et helt urealistisk niveau. Selv om den siddende borgmester har truet med at ville gå sin vej, hvis ikke han fik mere i tilskud, er det vel næppe sandsynligt at Mette & Co lukker dette trecifrede million underskud på rejsen indtil 2033.
Fra nu og frem mod 2033 bliver vi skønsmæssigt ca. 2000 færre indbyggere i Hjørring Kommune end i dag – hvis vi ikke foretager os noget. Af byerne er det i princippet kun Hirtshals der har tilbagegang med hele 400 indtil 2033.
Indbyggertallet i Hjørring by forventes at være uforandret i de kommende 12-13 år i forhold til dagens niveau.
Vi er alle i kommunen billedlig talt ombord på Titantic, så en kursændring bør have første prioritet.
Og den kursændring handler om øget bosætning. Vi skal langt mere progressivt til at markedsføre Hjørring Kommune som et sted man ikke kun arbejder, men faktisk også bor – og bor godt. Det ved vi der bor her alt om, nu skal vi bare have andre til at se lyset og blive klar over hvor meget mere man får for sin disponible indkomst set i relation til de større byer andre steder.
Det er ingen nem sag, fordi mange mennesker igennem de sidste mange år med mediernes hjælp har fået den opfattelse, at Vendsyssel kun er et sted man opholder sig under ferie mv., så der skal også tages en række initiativer lokalt, hvis vi skal vende denne udvikling, OG det skal vi – det er den eneste vej til at sikre kursændringen, så vi ikke rammer isbjerget.
Selv om det nuværende byråd ved hjælp af salamimetoden prøver at spare os ud af problemerne, vil dette på ingen måder være tilstrækkeligt. Vi skal have gjort den fælles kage større gennem øget bosætning og dermed flere skatteindtægter.
Bare i Hirtshals er der ca. 2300 personer der hver dag pendler til byen for at arbejde, så der er nok af potentielle ”kunder” at tage fat på.
Den måde investeringskronerne i Hjørring Kommune har været brugt på i de sidste par valgperioder har mere været præget af ”nice to have” end ”need to have”.
Investeringer som vi nu desværre kan konstatere, kommer til at kræve øgede driftstilskud (bl.a. Vendsyssel teater, eftergivelse af stadionleje til boldklubber mv.) og dermed igen kommer til at sætte et hårdt trængt driftsbudget under yderligere pres. Dette kan ikke undgå at få en konsekvens også for den del der går til Social- Ændre- og Handicapområdet.
Lukningen af diverse plejehjem synes set i lyset af den udvikling som grafen ovenfor viser ikke særlig velovervejet. Det kan godt være det varmer lige nu, men der går ikke mange år før det bliver koldt igen, så derfor – at bruge formuer på at nedrive sunde bygninger og samtidig nægte ildsjæle at opføre Friplejehjem er svært at forstå.
Der vil i løbet af få år opstå et større behov for plejehjemspladser som ikke findes i dag. Jeg tror vi kommer til at skubbe udgifterne til de ældre over i Hjemmeplejen, hvor det er helt umuligt at styre omkostningerne.
Lad mig her indskyde at jeg er modstander af de store fabrikker som det nuværende flertal i byrådet har planer om, plejehjem i Sindal med små 100 pladser (med mulighed for udvidelse) og stor børneinstitution i Hjørring til ca. 200 børn. Stort er ikke ensbetydende med godt og jeg tror at de sidste par år med Covid-19 har gjort at befolkningen vægter nærheden og trygheden langt mere end tidligere.
Så overskriften på dette indlæg – ”Vi skal en anden vej” er ikke bare ”nice to have” men helt klar ”need to do”. Vi SKAL knække koden på at få flere personer i den erhvervsdygtige alder til at bosætte sig i kommunen og det betyder naturligvis at vi må prioritere denne opgave og ikke nedprioritere den, som det nuværende byråd gør ved besparelser på budget 2022.
Bosætning?
Når jeg taler om bosætning er dette for mange sikkert et noget flydende begreb og mange spørger sig sikkert – Hvad mener han med det?
Når jeg taler om bosætning er dette et begreb som kan dække over rigtig mange ting. Hvis det skal lykkes Hjørring Kommune at få vendt den negative befolkningstilvækst (som det er lykkedes andre steder i landet) er der tale om at mange forskellige initiativer skal gå op i en højere enhed.
Initiativer der ikke alene skal løses af administrationen, men i lige så høj grad kræver handling blandt befolkningen rundt omkring i kommunen.
Den sidste del er jeg ikke så nervøs for. Der findes masser af ildsjæle rundt omkring som alle bidrager til at gøre deres by eller landsby til et mere attraktivt sted at bo, men selvfølgelig skal denne del også intensiveres f.eks. gennem ordninger hvor man har tilbud (goodibags) til de nyankomne familier, gratis hjælp til iværksættere, nogen der tager hånd om dem i starten og hjælper dem med praktiske udfordringer, kort sagt sætter vores naturlige gæstfrihed i system.
Fra byrådets side bør der investeres i bosætning ved at prioritere ressourcer (ansættelse af bosætningskonsulenter der kan understøtte og hjælpe til med lokale aktiviteter) til en massiv markedsføring af Hjørring Kommune, hvor man dels synliggør mulighederne for gode jobs kombineret med attraktive boligpriser, børnepasningsgaranti, gode fritidsfaciliteter, varierede skoletilbud og naturligvis vores unikke natur alt sammen pakket ind i en ”grøn og bæredygtig” kontekst.
Dette vil naturligvis ikke have effekt fra dag et, men jo før vi får startet jo større chance er der for at vi kan ændre udviklingen inden vi rammer isbjerget.
Ja, det undrer også mig , at et flertal stemte imod nogle flotte udsigts byggegrunde i efterspurgte Bjergby til sidste byrådsmøde . Alle i venstre stemte for . Vi har brug for hver en familie , der ønsker at bosætte sig i kommunen .
Det der undre mig er, kan det passe at man har eftergivet 2. millioner kr. i stadionleje til Vendsyssel F F. fordi man i kommunen har sovet i timen, for at man ikke løbende har inddraget lejen, der må da være nogen i kommunen der har ansvaret for dette, og hvad siger de andre idrætsforeninger til at kommunen giver sådant et stort tilskud til Vendsyssel F F.