Kasper Wæhrens vil ikke overraskende have fokus på især turisme, da dét ifølge ham er noget, der berører os alle sammen direkte eller indirekte i hele Hjørring Kommune. Ligesom det er hans passion og livsstil som indehaver af Tannisby Camping og Hjørring Campingplads.
– Jeg er ikke politiker og har ikke meget erfaring med at trække den type arbejdstøj på. Jeg er selvstændig erhvervsdrivende og lokalpatriot med enorm interesse for vores kommune og med enormt mange spørgsmål og stor drift for at vi får udviklet i den rette retning, oplyser Kasper Wæhrens.
– Jeg har været selvstændig i 15 år indenfor byggeri, udvikling og turisme, og er vokset op med turismen omkring mig det meste af mit liv. Turisme er min helt store interesse, selvfølgelig qua mit erhverv, hvor jeg ejer og driver to campingpladser, men også fordi turisme er en af Danmark største eksportvarer og et af de helt store erhverv, der desværre tit glemmes, når der laves nye planer og dagsordner, tilføjer den nye kandidat for Det Konservative Folkeparti.
– Især heroppe i vores ende af landet. Heroppe i vandkanten er turismen en rigtig stor del af vores alle sammens hverdag, selvom vi ikke selv arbejder med den direkte. Turismen er basis for mange erhverv og arbejdspladser. Turismen holder butikker og lokalsamfund i live, og bidrager på mange områder til hele den store udvikling vi har lokalt og regionalt. Turismen holder hjulene i gang mere end blot på en campingplads, et hotel eller i sommerhusene – og det skal den gerne blive ved med og bedre til, uddyber Kasper Wæhrens.
– Med det rette fokus kan turismen skabe mange flere arbejdspladser og bidrage meget mere til udvikling, nytænkning og økonomi. Sammen styrker vi Vandkantsdanmark og din hverdag, slutter kandidaten til byrådet i Hjørring Kommune.