Flere steder i Tversted kan der lige nu observeres noget anderledes valgplakater. I nogle af byens lygtepæle ned mod stranden hænger der nu et digt på en valgplakat.
Det er den socialdemokratiske byrådskandidat, Thomas Klimek (S), der står bag den poetiske kampagne, Nordsøposten spurgte kandidaten, hvad meningen er?
”Valgkamp, og særligt valgplakater, er jo ofte drønkedelige. Jeg kan godt lide de lidt skæve vinkler, og så har jeg et nært bånd til Tversted. Jeg har altid holdt meget af digtet ”Være værende”, som netop beskriver en stund på Tversted Strand, som jeg genkender så godt,” fortæller Klimek (S), der pointerer, at de specielle plakater med ordene fra digteren Christine Lund Jakobsen naturligvis også har lokalpolitiske budskaber.
”Det er et digt af en lokal stemme, der stille, men smukt indrammer det særlige ved vores natur, vores sindighed og det blot at være værende. Det er for mig også alle elementer i lokalpolitik, som vi skal huske og passe på. Og så handler det om at huske vores rige kunst- og kulturliv, som det jo også er en politisk opgave at bakke op om og understøtte,” siger byrådskandidaten.
Klimek har brugt gamle plakater og en sprittusch, så hvis man skal nå at spotte en af plakaterne og læse om at være værende på Tversted Strand, så skal man måske skynde sig, inden årstidens vind og vejr vasker poesien bort.
Foto: Privat.


