Mediernes nytårshistorie er, at Socialdemokratiet og Venstre frygter et dårligt kommunalvalg senere på året. Det ligger også statsminister Mette Frederiksen på sinde.
Nu skal man jo passe på med den slags profetier, når der er så lang tid til valget. Men i Hjørring Kommune er en ting sikker: Vælgerne får noget at vælge imellem, for Vendelbo-Listen stiller op med mange forslag, som vi glæder os til at drøfte med kolleger og vælgere.
Vi satser på det lokale og vil ikke være med til at lukke skoler eller opstille ødelæggende vindmøller og solceller. Vi ser gerne på andre energikilder og mener, at solceller kan stilles på kommunale hustage frem for på marker.
Hjørring Kommune står over for store udfordringer, fordi nogle borgere bliver fattigere, mens andre bliver rigere. Vores valgprogram går ud på, at samfundets svageste skal behandles ordentligt, samtidig med at vi gerne vil hjælpe erhvervslivet ved at rulle skattestigninger og afgiftsforhøjelser tilbage, uden at det ødelægger kommunens økonomi.
Det betyder, at Vendelbo-Listen før jul stemte imod de store prisstigninger, som byrådet indfører på vand, kloakker og affald. Forhøjelserne er omegnen af tre og 10 procent.
Vi mener ikke det er i orden at lade borgerne betale flere afgifter, når der samtidig er så mange penge på vej fra staten til ”grøn trepart”. Det er miljøhensyn, der ligger bag afgiftsforhøjelserne, så hvorfor ikke bruge nogle af de nye penge på at afbøde prisstigningernes skadevirkning på forbrugerne, især de ældre.
Det bliver et spændende valgår, vi går ind i.
I Vendelbo-Listen er vi klar, og så ser vi, hvad vælgerne siger 18. november.
Meget kan ske inden, men det vigtige er, uanset hvem der vinder, så skal kommunen efter valget fungere bedre.
Godt nytår til alle!
Vendelbolisten ??? Med en MOLBO som spidskandidat !
Alt vil være bedre end Socialdemokratiet og Venstre i Hjørring Kommune…. Så du er helt på afveje hr. Tommy Sørensen…
Godt indlæg fra Christian Simonsen Vendelbolisten
Der opfordres til samarbejde og nye måder at gøre tingene på.
Tommy Sørensens kommentar er ikke ligefrem en opfordring til samarbejde.