For tre år siden fik Mathias Holger Nielsen fra Det Konservative Folkepart den ære som den yngste nogensinde at blive valgt ind i byrådet i Hjørring Kommune.
– Vi er cirka 3 år inde i nuværende byrådsperiode, og i dag er der lige præcis 1 år til Kommunalvalget i 2025. Jeg er klar til at tage endnu en tørn, lyder det nu beslutsomt fra Mathias Holger Nielsen.
Siden den unge konservative blev valgt i 2021, har han med egne ord kæmpet for mange af de mærkesager, som også fyldte meget for ham i valgkampen. Han er derfor stolt af det, han og gruppen har opnået indtil nu, men der er flere ting, de skal have flyttet, og det vil han fortsat kæmpe for.

– De sidste 3 år har været en rejse, både politisk og personligt, og dette betyder bl.a. at mine valgplakater skal modificeres lidt. Jeg har nemlig 35 kilo mindre at bære rundt på, men dog nogle flere kilo i rygsækken, fyldt med ny politisk erfaring og ny energi frem mod KV25, fortæller Mathias Holger Nielsen.
– De kommende måneder vil jeg dele mere om mit politiske arbejde, hvad jeg har opnået, og hvilke drømme jeg har for fremtiden i Hjørring Kommune, tilføjer Mathias Holger Nielsen.
– Jeg håber på din opbakning til KV25. Jeg giver den stadig fuld gas, slutter yngste mand i byrådet hos Hjørring Kommune.
Link til relateret indlæg
Mathias Holger Nielsen (C): Tre nye indsatser for et stærkere fritidsliv