Lørdag havde socialdemokraterne Mai-Britt Beith og Pernille Buhelt sammen med folkesocialisterne Theresa Berg Andersen og Anette Bæk inviteret til markering af kvindernes internationale kampdag ved et arrangement på Det Gamle Rådhus i Hjørring. Kampdagen blev fejret med musikalsk indslag, fællessang og fire taler, hvorfra vi nedenfor bringer hele talen af socialdemokraternes borgmesterkandidat Mai-Britt Beith.
“I dag markerer vi markerer vi en dag, der stadig er lige så relevant som nogensinde før. Kvindernes internationale kampdag og kampen for ligestilling har ændret sig, men den er langt fra overstået.
For få årtier siden foregik feminisme på gaderne – nu foregår den også på skærmene. Sociale medier har givet en ny generation en stemme, og i Danmark ser vi stærke profiler, der bruger deres platforme til at skabe debat og oplysning. Kvinder som Emma Holten har længe kæmpet for digitale rettigheder og ligestilling, mens Sofie Linde satte gang i en historisk #MeToo-bølge i Danmark. Det er med til at skabe perspektiv og til at give mod til andre kvinder.
Men samtidig har sociale medier skabt et nyt pres. Det kan være en arena for oplysning og solidaritet, men også for misforståelser og skarpe fronter. Hvordan sikrer vi, at samtalen om feminisme forbliver inkluderende og konstruktiv? Hvordan skaber vi plads til dialog i stedet for kun at pege fingre? Det er en udfordring, vi må tage alvorligt, hvis vi vil bruge de digitale platforme til reel forandring.
Samtidig må vi tale om tonen. For når kvinder stiller sig frem med en stærk stemme, ser vi igen og igen, hvordan de mødes med en brutal og kønnet retorik. Kritik er en del af den offentlige debat, men når kvindelige politikere, journalister og debattører bliver udsat for personlige angreb, trusler og nedladende kommentarer, afslører det en dybere ubalance i vores kultur. Vi må spørge os selv: Hvad betyder det for ytringsfriheden, hvis kvinder trækker sig fra debatten for at undgå had og chikane? Hvis vi vil have et samfund, hvor alle stemmer bliver hørt, må vi tage ansvar for at skabe et debatklima, hvor respekt og substans vejer tungere end køn og fordomme.
Ligestilling handler ikke kun om løn og rettigheder – det handler også om vores mentale helbred. Vi lever i en tid, hvor kvinder konstant balancerer mellem idealer: Vær stærk, men ikke for meget. Vær smuk, men naturligt. Vær ambitiøs, men ikke skræmmende. Vær tydelig, men ikke skinger. Det usynlige pres slider os ned. Vi må insistere på, at feminisme også handler om retten til at sige fra. Retten til at være sårbar uden at blive set som svag.
Kvinders mentale sundhed i årevis er blevet overset, eksempelvis idiagnosticeringen af ADHD. I årtier blev ADHD betragtet som en lidelse, der primært ramte drenge, og derfor blev utallige piger overset. Først nu ser vi, at mange voksne kvinder endelig får en diagnose – ofte efter årtiers kamp med selvforståelse, stress og udmattelse. Dette viser, hvordan sundhedssystemet i mange tilfælde har haft en kønnet blind vinkel, og hvordan kvinder har måttet kæmpe ekstra hårdt for at blive taget alvorligt. Det er en vigtig påmindelse om, at ligestillingskampen også foregår i vores sundhedssystem.
Vi taler ofte om, hvordan flere kvinder i magtfulde positioner vil skabe en mere fredelig og retfærdig verden. Men hvad betyder det, når det i dag er en kvindelig statsminister og en kvindelig EU-kommissionsformand, der står i spidsen for den største militære oprustning i Europa i årtier? På den ene side viser det, at kvinder nu for alvor har indtaget positioner, hvor de kan træffe de afgørende beslutninger om sikkerhed og forsvar. På den anden side udfordrer det vores traditionelle forestillinger om, hvad kvindeligt lederskab indebærer.
Historien har vist os, at kvinder i magtfulde positioner har været nødt til at balancere mellem styrke og diplomati. Vi kan se tilbage på dronning Elizabeth I, der med skarpt politisk klarsyn og strategisk tæft regerede et af verdens mest magtfulde riger og sikrede Englands stabilitet i en tid med stor uro. Hun sagde engang:
“Jeg ved, at jeg har en kvindes svage og skrøbelige krop, men jeg har en konges hjerte og mave, ja, en konge af Englands også.”
I dag står vi i en ny tid, hvor kvindelige ledere må navigere i en kompleks virkelighed, hvor tryghed og styrke går hånd i hånd. Som Mette Frederiksen sagde:
“Vi står over for en ny virkelighed, hvor vi må investere markant i vores forsvar for at sikre vores frihed og sikkerhed.”
Dette er ikke en svaghed – det er en påmindelse om, at kvinder kan tage ansvar, træffe hårde beslutninger og lede med både magt og omtanke.
De temaer, vi har talt om i dag – ligestilling, sociale medier, mental sundhed og kvinders position i samfundet – er ikke kun abstrakte problemstillinger. De er dybt forankret i vores daglige liv og i de valg, vi træffer. For mig er de ikke kun ord, men en politisk drivkraft.
Jeg har ligesom de fleste kvinder oplevet, hvordan mit køn har betydet noget, både i mit privatliv og i mit arbejdsliv. Men jeg har også været en af de kvinder, der har sagt ”jeg vil ikke vælges på grund af en kvote, jeg vil vælges, fordi jeg er den bedste”, og jeg har sagt ”har vi opdraget en generation af kvinder, der ikke er i stand til at sige fra?”. Jeg ville ønske, at jeg kunne æde de ord igen, for det er netop det, vi kvinder kommer til at gøre ved hinanden. Vi negligerer de strukturer og kulturer, der holder os fast, og som er med til at bremse udviklingen.
For hvem er jeg til at sige sådan, når jeg også har oplevet bagsiden af de udsagn. Når jeg også har stået i situationer, hvor jeg ikke fik sagt fra overfor en chef som overskred mine grænser, og når jeg også har oplevet, at skulle kæmpe hårdere for tingene end mine mandlige kollegaer.
Og bare fordi jeg i høj grad også har oplevet det modsatte, nemlig at blive valgt fordi jeg var den bedste, og har haft fantastiske mandlige chefer, som har løftet og værdsat mig, så er det ikke det samme som, at det modsatte ikke sker hver eneste dag.
Ligestilling handler også om retten til at føle sig tryg – både i nattelivet og i hjemmet. Ingen kvinde skal frygte at gå alene hjem fra byen eller føle sig utryg i sine egne omgivelser. Derfor er det afgørende, at vi bakker op om initiativer, der øger trygheden for unge kvinder, når de færdes i nattelivet, og sikrer, at voldsofre får den nødvendige beskyttelse. Omvendt fodlænke til voldsudøvere er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men vi skal også arbejde videre med konkrete løsninger, der sikrer, at kvinder kan færdes frit og sikkert – uanset tidspunkt og sted.
Det gør stort indtryk på mig, når min egen datter fortæller mig, at hun og hendes veninder har ”find-funktionen” i telefonen på hinanden. På den måde holder de øje med, at alle er kommet godt hjemefter en bytur. Det gør indtryk på mig, både fordi jeg er rørt over, at de på den måde passer på hinanden, men også trist over, at det er nødvendigt. Jeg ved at de også følger hinanden hjem, men der er altid en, der til sidst må gå alene.
Og vi kender alle sammen til det at tale i telefon med nogen hele vejen hjem, at gå med nøglen stikkende ud imellem fingrene ellerat gå en lang omvej, fordi nogle steder ikke er ordentlig oplyst eller afskærmet for udsyn.
Når jeg stiller op som borgmesterkandidat, er det med en ambition om at skabe et samfund, hvor vi tager ligestilling alvorligt i alle aspekter – fra vores sundhedssystem til arbejdsmarkedet og den offentlige debat. Vi skal sikre, at kvinder ikke møder uforholdsmæssigt meget had, når de stiller sig frem, men i stedet får den støtte og anerkendelse, de fortjener. Vi skal tage hånd om de usynlige byrder, der hviler på kvinders skuldre – og vi skal turde tale om dem højt.
Jeg ønsker et samfund, hvor ingen skal kæmpe alene. Hvor vi ser hinanden, støtter hinanden og skaber forandring sammen. Og det er præcis det, denne valgkamp handler om for mig.
Så hvad gør vi nu? Vi sørger for, at den feministiske kamp ikke kun foregår i kommentarsporene, men også i bestyrelseslokalerne, på gaden og i vores fællesskaber. Vi kæmper for, at kvinder får plads ved de borde, hvor beslutninger træffes – om klimaet, om økonomien og om vores eget liv. Vi insisterer på, at mental sundhed er en del af ligestillingskampen. Og vi bruger vores stemmer til at skabe forandring, både online og offline.“