Jeg har fulgt Niels Hausgaard siden midt i halvfjerdserne, hvor ”En halv time på den ene side….” blev både en landeplage og en livsstil til overlevelse i en travl verden… Et live-møde er det aldrig blevet til – jow på TV og Youtube, men bevares… det er ikke helt det samme, selv om der altid er høj underholdningsværdi i gensyn på gensyn på genhør…
Hundredvis af kvadratmetre især vægge med savsmuldstapet er blevet hvidmalet til lyden af Niels Hausgaard på LP og bånd, så fundamentet var i orden til endelig at møde den lokale troubadour i egen høje person…
Personligt skal jeg beklage, at Hausgaard – af hensyn til de knapt så rasende velbegavede som os vendelboer – for mange år side lagde dialekten på hylden, og vel egentligt i den sammenhæng kun har fungeret som konsulent for kollega Allan Olsen, da denne udgav Jöwt, men ellers blev aftenen en slags møde med en kær ven og dennes familie…
Som en rutinemæssig og tilbagevendende søndagsmiddag hos svigerforældrene med velstegt steg og let overkogte grønsager, hvor konversationen går trægt og forventeligt, alt er på sin vis trygt og godt lige, indtil man ved et uheld kommer til at vælte rødvin ud over svigermors hvide dug, og en uoverlagt bemærkning pludseligt åbner Pandoras æske af flyvske og tabubelagte emner… ”Det er fandme typisk…” og den slags som ikke kan tages tilbage…
Hausgaard er på scenen som en fisk i kendte vande, hvor der er dukket en ny legekammerat op, der kan tilføre de sædvanlige lege nye dimensioner… Martin Schack falder ind og fylder ud, så musikken føles både velkendt og forfriskende ny…
Hausgaards musikalitet får vi masser af exempler på mellem numrene… Hans evne til at iagttage, lytte og ikke mindst gengive og formidle er i top ti… Ikke fordi det er vigtigt at være der, men når det nu er sådan, så må man tage det med…
Ingen middelmådighed og trumpisme og appel til de laveste fællesnævnere her… det overlader Hausgaard til de politikere… og magthavere, der forsøger at forenkle verden og i deres stille sind afslutter enhver henvendelse til folket ”Jeres dumhed min styrke”…
En af mine overvejelser inden lørdag aften gik på, hvordan Hausgaard ville tackle humor og satire på baggrund af de aktuelle overgreb på Ukraine… Kan man på dage, hvor måske hundredvis af soldater og civile mister livet, lave satire og gøre grin…
Svaret må den enkelte nok finde hos sig selv.. Niels Hausgaard indledte aftenen med at fortælle, at han på det seneste var blevet mindet om, at historien gentager sig… Kunstpausen var lige lang nok til, at man tænkte… Jow, nu kommer’ed…
Men i stedet fik vi en strofe med omkvæd af sangen ”En hilsen fra os…” fra 1979 om det ingen af os vil have i vores baghave… En oprørt Hausgaard undrede sig over, at vi nu igen skal have den diskussion… Intet har ændret sig… og dog: EU har erklæret atomkraft for grøn energi… det står dog stadig fast, at sangeren har et anstrengt forhold til netop den organisation…
Genial indledning og ganske Haugaardsk helt uden at nævne Putin… og så var vi i gang…
Putins navn blev nævnt et par gange eller tre… og det var ikke i flatterende sammenhænge…
Ingen kom alvorligt til skade i løbet af aftenen… Det er jo mest nogle andre, der må stå for skud, vi kender dem godt, og det er guld værd at høre dem udstillet… de mest utålelige typer… eneste malurt i det bæger var, at jeg fremover måske kun én gang om ugen skal plædere for elbiler og grøn omstilling… Jeg kan godt se det, jeg lægger mig fladt ned… Det er ikke smukt med frelste, der absolut i tide og utide skal missionere… De skal fornøje sig med deres projekt og så holde kæft…så…
Af nyere skud i aftenens herlige og brogede buket fik vi en harmdirrende kommentar til VM i Qatar og en smuk hyldest til netop afdøde Desmond Tutu…
Europa får i den grad brug for en ”Sandheds- og forsoningskommission” efter Putin…
Tak for indfald og udfald… og i min elbil på vej hjem nordpå uden giftige emissioner og forstyrrende motorlyde var der rig lejlighed til at filosofere over, hvordan også pigtråd, ulykkelig kærlighed, generationskløft, overvågning og masseturisme kunne nå at snige sig ind i programmet… men lad nu det ligge…
I Vendsyssel er der nu kun én chance for at opleve Hausgaard… Det er på Vendelbohus den 24. marts, og der er udsolgt, så god aften til de heldige…