,Om mindre end to år træder de første patienter ind på det ny universitetshospital i Aalborg Øst, NAU. Lige nu tæller hvert et minut i forberedelserne. Både på byggepladsen, men også i kulissen hos de ansatte, som forbereder sig på en ny hverdag i nye omgivelser.
Læge Annette Nørregaard arbejder til daglig i Klinik Anæstesi, Børn, Kredsløb og Kvinder, men er frikøbt en dag om ugen til sit fellow-projekt, hvor hun konkret udfordrer de kendte rutiner og ser på, hvordan kapaciteten på hospitalets hjertestuer kan udnyttes optimalt.
På det ny hospital planlægges i første omgang med færre stuer til hjertekirurgiske patienter.
Hjerteoperationer er komplekse og involverer en lang række personalegrupper med hver deres spidskompetencer. Justering og tilpasning til de kommende forhold er afgørende for at lykkes med at bevare et godt og smidigt operationsforløb for patienterne. Annette Nørregaard arbejder i den forbindelse også med kulturændring for at imødekomme den naturlige bekymring hos personalet, som skal skifte til nye og ukendte omgivelser.
– Ændring af arbejdsdagen er udfordrende, hvis man har været vant til at kunne følge sin patient fra start til slut, og man så i højere grad skal overlevere patienten til kolleger, som tager over, bemærker Annette Nørregaard.
Siden nytår er antallet af personer, som følger med en patient efter operation til intensivafdelingens opvågning, neddroslet. Hidtil har der været tre fagpersoner involveret i overflyttelsen fra operationsstue til intensivafsnittet – en læge, sygeplejerske og en perfusionist – som har sørget for at få patienten koblet på diverse apparater og overleveret til andet personale.
Nu er overleveringen forsøgsvis skåret ned til to medfølgende personer fra teamet. Transport og overlevering er tilsvarende forenklet, og dermed frigøres mere personale til at forberede næste patient til operation.
Sammenhæng i patientforløb
Annette Nørregaard har brugt en del tid på at kortlægge de daglige rutiner og evaluerer løbende på, om ændringer i rutinerne virker i praksis. Mange morgener er hun at finde på operationsgangen, så hun kan følge med. Det er møjsommeligt arbejde, men det er også spændende at være med til at skabe en forandring, som kan få en større betydning.
– Det at gennemføre en operation er et teamarbejde, og kollegerne er gode til at komme med ideer til at optimere arbejdsgangene, så mit projekt kan forhåbentlig bidrage til, at vi er godt forberedt, når vi flytter ind på det ny universitetshospital. Jeg kigger kun på hjertekirurgiske operationsforløb, men viser det sig, at vi når brugbare resultater, er tanken, at det kan udbredes til andre operationsforløb, siger Annette Nørregaard.
– Operationsområdet er et vigtigt område, hvor høj faglig kvalitet og effektivitet i patientbehandlingen går hånd i hånd. Derfor er det rigtigt glædeligt, at der er et NAU-fellow projekt, som fokuserer på arbejdsgange på operationsgangen. NAU-fellow projekter hjælper os med at finde nye konkrete løsninger, som vil kunne anvendes, når vi flytter ud i det nye universitetshospital, siger lægefaglig direktør Michael Braüner Schmidt.
Nye muligheder på NAU
Operationsfladen er et af de områder, som kommer til at opleve større ændringer ved udflytningen til det ny hospital. På NAU indrettes 32 operationsstuer, og indtil 2026 vil der også være 7 operationsstuer på det tilbageværende Aalborg Universitetshospitals sydmatrikel til blandt andet øjenkirurgi. Men i det samlede regnskab bliver der 7 færre stuer til rådighed.
Omvendt byder indretningen på det ny hospital også på muligheder. Med udpakningsrum til rådighed, og med nærhed til opvågningen, er der i langt højere grad åbnet for at tilrettelægge effektive operationsforløb. På NAU vil operationsstuerne i højere grad blive brugt til operative indgreb og i mindre grad til forberedelse og oprydning.
Fakta
NAU Fellow er et efteruddannelsesforløb i ledelse af forbedringsprojekter og har særligt fokus på at bidrage til den omstillingsproces, der er i gang frem mod indvielse af det ny universitetshospital, NAU. Konklusionerne af forbedringsprojektet fremlægges for et indbudt publikum.
• Foruden Annette Nørregaard er der lige nu otte andre NAU Fellows i gang med forskellige forbedringsprojekter. I alt er der siden 2014 uddannet 28 NAU Fellows. De fleste er læger og fortsat i ansættelser på Aalborg Universitetshospital.