Mens der i de seneste måneder er kommet flere læger til Hjørring og Frederikshavn, er der stadig et stykke vej, før konsultations-køen i Hirtshals bliver mindre.
Af et svar til Erik Høgh-Sørensen (DF) fra Region Nordjyllands administration (se nedenfor) fremgår, at klinikken Praktiserende Læger i Hirtshals har knap 8.700 borgere tilknyttet, og at manglen på læger skal afhjælpes med med både kort- og langsigtede løsninger.
Problemet er opstået, fordi antallet af praksisejere i klinikken er faldet som følge af løbende pensionering. Fra sommeren 2021 er der to praksisejere og to deltidsansatte læger tilbage.
Regionen lægger i sit svar op til, at køerne skal mindskes i løbet af sommeren og efteråret via løsninger, som enten involverer midlertidige lægestillinger, indsættelse af to uddannelseslæger, eller benyttelse af vikarbureauer.
– Heldigvis bliver der generelt uddannet flere læger nu, og regionen lægger op til at lave en 5-årig rekrutteringsplan for Hirtshals, hvor der f.eks. gives en håndsrækning til nye lægers medfølgende ægtefæller. Jobudsigter for ægtefællen er ofte et problem, når nyuddannede læger skal vælge et sted at praktisere, siger Erik Høgh-Sørensen.
– Det er vigtigt at få de midlertidige løsninger på plads og mindsket køerne, hvorefter vi kan arbejde med en mere langsigtet og holdbar ordning til gavn for Hirtshals, slutter Erik Høgh-Sørensen.
Til Regionsrådet:
Administrationen har fra Erik Høgh-Sørensen modtaget følgende spørgsmål:
”Mht. lægedækning i Hirtshals, der er, som jeg har forstået det, mangel på læger i Hirtshals, hvilket medfører lange ventetider for borgerne. Jf. punkt 1 på dagsordenen i FU i dag vedr. 0-ydernumre i Fr.havn og Hjørring, hvad er perspektiver og muligheder for også at afhjælpe lægemangel i Hirtshals?”
Administrationen kan hertil svare:
Praktiserende Læger i Hirtshals er et lægehus med knap 8.700 patienter og fem kapaciteter tilknyttet. Antallet af praksisejere i klinikken er over de seneste år faldet som følge af løbende pensionering. Fra sommeren 2021 er der to praksisejere og to deltidsansatte læger tilbage. Strukturen i lægehuset er lagt om for at kunne håndtere det høje patientantal med færre læger, men det er ikke lykkes at tiltrække nye faste læger. Region Nordjylland er i dialog med lægerne i Hirtshals, Hjørring Kommune og PLO Nordjylland om mulighederne for i fællesskab (læger, kommune og region) at løse lægedækningsudfordringerne i Hirtshals.
Den 11. marts 2021 blev der afholdt møde med deltagelse af de praktiserende læger, PLO-Nordjylland, Hjørring Kommune samt administrationen i Region Nordjylland.
På mødet blev forslag til mulige løsninger ift. rekruttering på kort sigt og langt sigt drøftet og der arbejdes i fællesskab videre med forslagene.
Lægedækningen i Region Nordjylland forventes at udvikle sig positivt i de kommende år, hvilket også vil komme Hirtshals til gode. Indtil da arbejdes der videre med en afklaring af, om ydernummer på licens i en periode kan være en del af løsningen, som lægerne i Hirtshals finder relevant ift. deres nuværende situation. Ligeledes vil det blive afdækket, om der er én eller to uddannelseslæger, der ønsker af gennemføre den sidste del af speciallægeuddannelsen i klinikken i Hirtshals – gerne allerede fra sensommeren/efteråret 2021. Og endelig så har man i den fælles drøftelse talt om, at Praktiserende Læger i Hirtshals kan benytte sig af et vikarbureau til dækning af lægebemandingen i en midlertidig periode, indtil der kan rekrutteres faste læger.
I forhold til at understøtte rekrutteringen på langt sigt lægges der efter fælles drøftelse op til udarbejdelsen af en ca. femårig plan for rekruttering af faste læger til Hirtshals. Planen kan bl.a. indeholde aktiviteter der sikrer, at klinikken fortsat deltager i uddannelsen af nye speciallæger samt afholdelse af rekrutteringsarrangement(er), som udover mulighederne for at blive en del af lægehuset også bør have fokus på tilbud indenfor kultur, fritid, job mv. for evt. medrejsende partner/familie.
Som det også fremgår af Praksisplan for almen praksis arbejdes der i regionen aktivt for at rekruttere og fastholde praktiserende læger i alle dele af regionen. Dette arbejde foregår i tæt samarbejde og dialog mellem regionen, PLO Nordjylland og de nordjyske kommuner, herunder i regi af Praksisplanudvalget. Den igangværende dialog med Praktiserende Læger i Hirtshals er et konkret eksempel på, hvordan der i regionen arbejdes for at sikre en lægedækningsløsning i det konkrete område.