Hydrokloider lyder ikke så lækkert, men det er bare et flot ord for gelatine, som mange mennesker kender som f.eks. husblas. I fagsproget bliver det også kaldt et fortykningsmiddel og det var netop temaet, da elever fra 3.g hos HTX Hjørring havde lavet dessertlækkerier som elever på skolen kunne smage.
Og der blev brugt fortykningsmidler i lange baner til citronfromage, mousser, skumfiduser, vingummi, glasur, is, curd, syltetøj og meget andet. Et rent overflødighedshorn af søde sager, hvor man bl.a. havde brugt fortykningsmidler som pektin, smør, gelatine og agar – der alle har forskellige egenskaber og derfor bruges meget forskelligt.
Faget Proces, levnedsmiddel og sundhed er et såkaldt teknikfag, som man har 8 timer om ugen på tværs af studieretninger i 3.g. Det findes kun på HTX og det er et populært fag, hvor man kombinerer teori og praksis i stor stil. Eleverne får også en stor frihed i, hvad de vil lave, hvilket var tydeligt, når man så rundt på de mange retter de havde lavet.

Mathilde Lund Axelsen og Emilia Roed Einarsson havde lavet en dessert, der lignede en taco med fyld, men smagte sødt og frisk. Og de to pigers fortalte, at deres næste projekt måske godt kunne blive at lave frysetørrede retter til en feltration.
Undervisere på faget er lektor Christian Peter Olsen og laborant Pennie Hartmann Skovsgård, og det er faktisk et af de mest populære fag på HTX. Pennie Skovsgård mener det skyldes en kombination af mange ting:
– Det er jo et fag med vide rammer, så eleverne kan virkeligt være kreative, som I kan se. Vi lærer dem en del teori og så kan de ellers slå sig løs i køkken og laboratorie, og det kan de godt lide. I år har vi 31 elever på holdet og de laver virkeligt nogle sjove produkter. I det hele taget er vores elever meget glade for teknikfaget, da de bruger meget tid med praktisk arbejde og det giver dem et lille pusterum fra et hårdt studieår med masser af teori og lektier.
Faget afsluttes med et eksamensprojekt – og en mundtlig eksamen på a-niveau senere på foråret.