Elever i 6. klasserne ved SkoleCenter Hirtshals har i en periode arbejdet med havet som tema, hvilket er sket i regi af Ungegarantien og i samarbejde ikke mindst med MarineShaft og Skaga Hotel.

Eleverne har været adopteret af virksomhederne og har blandt andet lavet kunsttryk, hvor metalspåner fra MarineShaft har været brugt til at trykke med. Kunsttrykkene er i tre farver og naturligvis med motiver fra havet.

Desuden har de haft undervisning i fotografering og lavet maritime billeder fra og omkring Hirtshals. Hertil kommer digte ud fra samme tema. Cosmos Trawl sørgede for stykker af net og tov, som blev brugt til udstillingen. Til lejligheden havde årgangen dannet et orkester og underholdt med flere numre.

– Adoptionen startede i 4. klasse og flere spændende forløb har været gennemført. Blandt andet har 6. X bagt fastelavnsboller i køkkenet til en konference på Skaga, 6. A og B har designet logo, der fortæller om samarbejdet mellem MarineShaft og skolen, sagde praktikansvarlig Jørgen Jensen ved ferniseringen fredag på Montra Skaga Hotel.

– Kæmpe tak til MarineShaft og Skaga Hotel for, at det kunne lade sig gøre. MarineShaft har stillet værksted og metalspåner i mange forskellige metaller og former til rådighed. Skaga Hotel for at lægge flotte rammer til. Tak for at I vil være med til at uddanne og danne vores børn og unge, lød det afslutningsvis fra Jørgen Jensen.

Lokale virksomheder har da også ifølge praktikkoordinatoren virkelig været åbne overfor samarbejdet med skolen. Samarbejdet har ofte inmdebåret både praktik og virksomhedsbesøg .

For et par uger siden havde skolen således 240 elever fra 8. klasserne i byen og på Hirtshals Havn. Der blev afviklet ikke mindre end 63 virksomhedsbesøg samme dag på knap 30 virksomheder.
Foto: Niels Chr. Jakobsen og Hirtshals Skole.


