Ikke bare er der 35 km. imellem Bindslev og Lendum i det store Sindal Skoledistrikt. Hovedskolen er også stor med alle de udfordringer, men især også fordele, som det giver.


Til første skoledag i fase 1 var der fokus på velkomst til alle og i sagens natur især velkommen til de nye 0. klasser med en flot flagallé, som de nye elever gik igennem på vej op mod festsalen. Man fik traditionen tro danset, læs en historie højt og sunget, så taget løftede sig i festsalen.


I fase 2 fik leder og kollegaer budt alle de nye og gamle elever velkommen, idet man sang en fællessang, fik præsenteret personalet samt talte om regler inde og ude. Her afsluttede man med en lækker is til alle elever i fase 2. Karina Nielsen var i anledning af hendes 25 års jubilæum den glade giver. Det var noget, eleverne kunne bruge.

Endelig var der alle de 300 glade unge mennesker på 7. til 9. årgang, der genså hinanden på gangene i fase 3, som dernæst samledes i festsalen. Form og indhold på dagens var forskellig i faserne, men gensynsglæden var hele vejen rundt lige stor.