Det forfatteren Lærke Brix Okkels, som oprindeligt er fra Løkken, der skal fejre sin debut som forfatter med bogen ”Sæbeværkstedet” udgivet på Forlaget Linasdatter. Bogen handler om, hvordan du selv kan lave lækre bloksæber hjemme på køkkenbordet.
Det er en meget smuk bog, der giver et bredt udvalg af opskrifter på hånd-og kropssæber, som alle kan laves derhjemme. Med naturen som inspirationskilde lærer du at lave olieinfusioner, og du kan se – og næsten dufte – fra siderne, hvordan ukrudtet fra haven sammen med de tørrede urter, der er sanket fra skoven, kan blive til de reneste, fine badeværelseslækkerier.
Bogen er et inspirerende opslagsværk til både nybegynderen og den let øvede i sæbesydningens verden. Opskrifterne er enkle og grundigt beskrevet, så du bliver holdt i hånden hele vejen fra start til færdig, himmelsk duftende sæbe. Lærke har sæber med, så man kan dufte til dem og blive inspireret til hvad man selv kan lave med opskrifter fra bogen.
Forlaget Linasdatter er et lokalt forlag, der er skabt af forfatteren og illustratoren Karoline Dahrling Hughes, der gerne vil samarbejde med andre forfattere, der har spændende ideer. Lærke og Karoline er kusiner, og de vil gerne fortælle om deres inspirerende samarbejde, til alle der kommer til bogreceptionen.