I løbet af 2 dage skulle 25 håndværker-elever fra nordjyske, maritime virksomheder løse en konkret udfordring, som i år er stillet af virksomheden Svanehøj. Svanehøj bruger rigtig meget drikkevand i deres produktion og de ville gerne have nogle forslag fra lærlingene på, hvordan man kan reducere vandforbruget. Måske genanvende vandet i flere produktionsled og måske lade regnvand indgå.
Lærlingene er i gang med uddannelserne smed, skibsmontør, industritekniker, elektriker og automatiktekniker. Netop disse uddannelser står ofte med udfordringer i hverdagen, der kræver at man tænker ’ud af boksen.’ Derfor indgår innovation også på skoleskemaet på flere af uddannelserne. Fx består 20 % af en elektrikersvendeprøve af innovationsopgaver.
Og lærlingene tænkte virkeligt ud af boksen i løbet af de to dage. Der blev diskuteret osmoseprocesser, ballasttanke på skibe, bilvaske og masser af andre relevante emner. Fælles for dem alle grupperne var dog, at de godt kunne finde en løsning, der reducerede Svanehøjs vandforbrug.
Vindergruppen – Gruppe Skib – bestod af Jannie – smed hos Oscar Petersen & Søn; Mads – skibsmontør hos Nordhavn Power Solutions; Lasse – Elektriker hos SeaMech sam Jacob – industritekniker hos Serman og Tipsmarkog. Deres løsning gik ud på at rense vandet i anlæg med 3 filtreringsanlæg. Et anlæg med 3 filtre, et med UV-belysning og et med et såkaldt hydrocyklon-filter. Dommerpanelet kunne godt lide deres samarbejde og de meget flotte tegninger de havde nået at få lavet til deres præsentation.
Dommerpanelet bestod af Mikkel Bülow Bundgaard Sørensen fra Svanehøj og Christina Ørskov samt lærere fra nordjyske erhvervsskoler. Mikkel Bülow Bundgaard fortæller om vinderens forslag: Jeg er meget imponeret over niveauet og over, hvor meget grupperne har nået på to korte dage. Den havde jeg ikke lige set komme. Gruppe Skibs procestegninger var rigtigt gode og så havde de tænkt hele anlægget som modulært og dermed skalérbart. Det var lige prikken over i’et.
De deltagende lærlinge ikommer fra Serman & Tipsmark A/S, SB-stål, DSI Dantech, Svanehøj Danmark A/S, Kongsberg Maritime, Flådestation Frederikshavn, Ballard Power Systems, OPS Gruppen A/S, ORSKOV YARD, Sterke A/S, Hirtshals Yard A/S, RAIS, VELA, SeaMech, Erik Lytzen A/S, Henrik Larsen, Scanel International A/S, VMS Group A/S og Nordhavn Power Solutions A/S.
Maritim Innovation Camp afholdes i forbindelse med Frederikshavn Kommune verdensmålsuge og er arrangeret i samarbejde med Svanehøj, Lærlingeordningen v/Erhvervsservice Nord, EUC Nord, Tech College Aalborg og Danske Maritime. Det er 5. gang arrangementet afholdes og omdrejningspunktet er, at bæredygtighed og innovation på tværs af erhvervsuddannelser.