Sindalegnens Lokalhistoriske Forening har startet året med et nyt tiltag. Et hyggeligt “Læsehjørnet”, hvor besøgende i ro og mag kan læse spændende artikler om lokalhistorien fra Sindal, Astrup og Ugilt Sogne. Lige nu er en række små fortællinger tilgængelige.
Sindalegnens Lokalhistoriske Forening har lokaler i kælderen på Sindal Skole med indgang ved skolens hovedindgang overfor Sindal Hallerne. Der er åbent hver tirsdag fra klokken 19.00 – 21.30, dog ikke i skolernes ferier.
Arkivet, der dækker Sindal, Astrup og Ugilt Sogne, har et omfattende historisk materiale, der er samlet gennem en lang årrække. Der er spændende lokalhistoriske beretninger og slægtshistorier med et tilhørende stort billedarkiv til rådighed for besøgende. Også tidligere tiders “hardware” som den gamle telegraf fra Sindal Station, gamle radioer, regnemaskiner og meget andet kan ses på arkivet.
Det omfattende kildemateriale, der løbende tilgår foreningen, skal registreres for eftertiden. Det sker både ved scanning af billeder og dokumenter samt ved indskrivning på det landsdækkende Arkiv.dk, der er “Indgangen til din Danmarkshistorie”. Her har Sindalegnens Lokalhistoriske Forening sit eget område. Ved søgning på ordet “Sindal” fremkommer 6.070 resultater fordelt på 203 sider, så der er nok at studere.
Foreningen modtager meget gerne yderligere lokalhistorisk materiale, så hvis man ligger inde med blandt andet historier, dokumenter, breve, protokoller og billeder, der fortjener en plads i arkivet for eftertiden, kan formanden Bent Larsen kontaktes på telefon 23319964 eller ved fremmøde på arkivet om tirsdagen mellem klokken 19 og 21.
Foreningen har gennem tiderne også udgivet en række lokalhistoriske bøger som “Sindal Sogns Historie” og 10 udgivelser af “Vore Rødder”, der forsat kan købes. Dog er bog nummer 1 udsolgt.
Foreningen inviterer i løbet af året til en række spændende arrangementer, hvortil alle er velkommen. Det gælder også Generalforsamlingen onsdag den 25. januar klokken 14.00 i Arkivet.
Foto: Niels Helver.