Laila Hyldgaard Tronsen: Kære Joy Mogensen…

Af Laila Hyldgaard Tronsen
Kirketjener
Lønstrup

Jeg er kirketjener, en glad en af slagsen, når der er lykkelige begivenheder, en medfølende en, når der er sorg, en frustreret kirketjener, når man ikke forstår restriktionerne.

I dag sad jeg i våbenhuset, mens vi havde bisættelse. Der sidder jeg gerne, når der ikke er mere plads. Idag var jeg den medfølende, med en klump i halsen.

Fordi jeg må lukke 80 mennesker ind i kirken, når vi ikke synger. Det tal havde jeg svaret rigtig mange gange, inden højtideligheden.

Men idag endte nr. 81 og 82, at være en gæst på 94 og hendes datter. Jeg måtte sætte stole til dem, i døren ind til kirken. De efterladte spurgte, om ikke de to gæster måtte komme op til dem i deres boble.

Men vi skal stadig følge reglerne – eller skal vi!???

Jeg valgte at følge reglerne, og den kære gæst på 94, havde haft en god oplevelse. Havde hørt og set hele handlingen, og takkede mig mange gange for at hun havde “fået en god plads”.

Jeg sad under handlingen med tårer i øjnene og en uro i maven. Fordi, som en af de nære pårørende sagde til mig, ” om 1/2 time må vi gå til fodbold, synge og smide med fadøl, men her kan vi ikke have alle gæster med”!!

Der er noget helt galt i det her! Eller er der?

Hvornår er der nogen der ser de pårørende til handlinger? Hvornår er der nogen, der ser de gæster, der ikke kan være med? Hvornår er der nogen der kan se frustrationen?

Det er os, kirkeansatte der står i døren og afviser gæster. Jeg står på mål for mange skæld-ud. Det overlever jeg…. men den knude jeg har i maven, idag… den ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre med….

Jeg har været kirketjener i 15 år, haft mange handlinger, også de rigtig svære.

Men de her situationer er jeg magtesløse overfor.

Kære Joy Mogensen. Du må gerne låne mit sorte tøj en times tid…..