Efter at være blevet reduceret med over 60 procent i tilskud har Hirtshals Turistforening givet hele organisationen en grundig overhaling, hvilket blandt andet har betydet en flytning af kontoret fra Jyllandsgade til nye og flot indrettede lokaler med en central beliggenhed på Det Gamle Rådhus.
– Vi er glade for fortsat at kunne drive en helårsåben turistinformation, på trods af de færre ressourcer. Bestyrelsen i Hirtshals Turistforening har vægtet dette højt, for vi ser, at vores mange gæster værdsætter og efterspørger den personlige service. Også selvom digital turistinformation i høj grad benyttes. Vi tilbyder begge dele og bruger mange ressourcer på at være synlige digitalt, fortæller Laila Zielke denne fredag, hvor hun har åbnet dørene for NordsøPosten, idet hun naturligvis glæder sig til at kunne vise lokalerne i den ikoniske bygning frem for alle interesserede, når myndighederne igen åbner op for mere aktivitet i Danmark.
Samtidig med den store flytning har Laila Zielke været i sving med den 4. udgave af Lokalguiden for Hirtshals, Tornby og Tversted. Guiden bliver trykt i ikke færre end 35.000 eksemplarer på både dansk, tysk og engelsk, som forventes på gaden til påske. Guiden distribueres dernæst til blandt andet attraktioner og overnatningssteder over alt i Nordjylland og til turistinformationer i hele Danmark.
– Omdrejningspunktet for Lokalguiden er, at den skal inspirere til oplevelser i naturen omkring Hirtshals, Tornby og Tversted, ligesom den markedsfører vores mange events og anviser overnatningsmuligheder, spisesteder og shopping. Altså et godt opslagsværk over muligheder som gæst i vores lokalområde. Vi producerer guiden i samarbejde med Tversted Borger- og Turistforening, idet Martensens Bogtrykkeri i Hirtshals har fået opgaven med layout og tryk, uddyber Laila Zielke.
Lokalguiden bidrager dermed til fortsat at levere et særdeles markant fremstød for den helt lokale turisme, som ud over fire dages åbning på kontoret, hvortil der skiltes tydeligt helt ude fra den store stander foran Det Gamle Rådhus, blandt andet i højsæsonen suppleres med et såkaldt popup turistbureau formentlig med en vogn ved Den Grønne Plads.
Turistchefen afslører afslutningsvis, at medlemmerne på den kommende generalforsamling i marts vil blive forelagt et forslag om, at Hirtshals Turistforening skifter navn til Foreningen Hirtshals Turisme og i daglig tale bare Hirtshals Turisme.
– Det er et mere nutidigt og mundret navn, fastslår Laila Zielke.
Ud over at drive kontoret ejer foreningen Hirtshals Feriehusudlejning og Hirtshals Camping, idet sidstnævnte forpagtes af Conni og Jørgen Eriksen.