I disse dage bliver der arbejdet på højtryk med de sidste detaljer, før lade og stald ved Provstegården i Hjørring åbner igen ved Vendsyssel Historiske Museum.
Laden er blevet kalket, der er blevet sat nyt lys op, og nye udstillingsplancher pryder væggene. Teksterne er som på resten af museet oversat til tysk og engelsk og er man heldig, hører man lyden af heste eller hestevogne, når man går rundt i stalden og laden.
I det hele taget er der med udstillingen arbejdet på at skabe mere liv i stald og lade. Kornsække hejses op på loftet fra arbejdsvognen, og hist og her kan man scanne en QR-kode og høre karlen, præsten eller den unge pige fortælle om arbejdet på gården, om lugten fra de hundredvis af køer i byen og om at varme sig ved hestene i stalden.
Fredag den 11. april kl. 15.00 åbnes udstillingen af borgmester Søren Smalbro, hvorefter den vil være åben for museets gæster. Udstillingen er støttet af Landbrugets Kulturfond.