En udvidelse af Bredbåndspuljen med 50 millioner kroner, et genstartsteam for landdistrikter, friere valg for landdistrikternes bolig- og erhvervsudvikling, pulje til landsbyfornyelse, uddannelsesinitiativer uden for de største byer samt trafikal ligestilling året rundt.
Sådan lyder et udpluk af forslagene i Venstres finanslovsudspil, der blev offentliggjort søndag.
Alt i alt vidner elementerne om gode visioner for landdistrikternes udvikling, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.
– Jeg må sige, at Venstre har en række ambitiøse forslag. Bliver ambitionerne til virkelighed, er der grund til at glæde sig i landdistrikterne, siger han.
Det fremgår blandt andet af udspillet, at der skal nedsættes et genstartsteam for landdistrikter. Det giver god mening, fordi landdistrikterne historisk har haft sværere ved at komme sig efter kriser, pointerer formanden for Landdistrikternes Fællesråd. Han henviser til tal fra Danmarks Statistik, som viser, at yderkommunerne samlet set tabte 10 pct. af arbejdspladserne i 2018 målt i forhold til 2008. Omvendt blev bykommunerne ramt langt mildere af krisen og har, siden de nåede bunden i 2009, oplevet en så stor vækst, at der er 8 pct. flere arbejdspladser i bykommunerne i 2018 end i 2008.
– Det glæder mig, at Venstre har lyttet til Landdistrikternes Fællesråd og flere erhvervsorganisationer ved at foreslå et decideret landdistriktsvækstteam, siger Steffen Damsgaard og tilføjer:
– Kriser rammer historisk hårdere på landet end i byerne, og det skal vi forhindre denne gang. For at gøre arbejdet bedst og mest effektivt er det oplagt at samle en bred kreds af aktører i et særligt vækstteam for landdistrikter. Dermed kan man gennem en målrettet og koordineret indsats og betydelige investeringer sikre vækst og beskæftigelse på landet.
Derudover lægger Venstre op til at skrue op for de digitale ambitioner på hele landets vegne, hvorfor Venstre vil gøre Bredbåndspuljen større ved at afsætte 150 millioner kroner til puljen årligt frem for de nuværende 100 millioner kroner. Ligeledes skal de små og mellemstore virksomheder sikres flere midler gennem puljen SMV: Digital.
Og der er god landdistriktsræson i at opruste på den digitale front, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd.
– Digitaliseringen rummer enorme potentialer for virksomhederne i landdistrikterne. Det gælder også udviklingen af arbejdspladser på landet – ikke mindst hjemme- og fjernarbejdspladser. Derfor er det fuldstændig afgørende, at vi får løftet hele landet ind i den digitale fremtid, og her kommer vi bare ikke uden om Bredbåndspuljen, siger han og tilføjer:
– Det glæder mig, at Venstre ikke alene vil bevare Bredbåndspuljen, men også ønsker at udvide den. Vi kan simpelthen ikke lade de knap 88.000 adresser i stikken, som stadig er berettiget til at søge puljen, fordi deres netforbindelse er helt elendig. Et langsommeligt og ustabilt internet burde være en saga blot i 2020 og spænder ben for både virksomheders og privatpersoners mulighed for at leve et helt liv i hele Danmark.
Sammen med Landbrug & Fødevarer fremsatte Landdistrikternes Fællesråd tilbage i juni 2020 et forslag om at nedsætte et vækstteam i det fælles udspil ‘Genstart hele Danmark’. En bred kreds af erhvervsorganisationer støtter forslaget, bl.a. Dansk Industri, Danske Rederier, Dansk Energi, HORESTA og De Samvirkende Købmænd.
Landdistrikternes Fællesråd vil gerne indgå i drøftelser om, hvordan bredbåndspuljemidlerne bør udmøntes, så de får mest nytteeffekt.